Ny på Bloom?
Over tre dage i maj rykker Bloom forskningen ud under åben himmel i Søndermarken. På tværs af seks scener gør festivalens forskellige formater os klogere på universet, verden og os selv.
Her er din guide til festivalens formater.
Mastermind
Her deler Blooms hovednavne deres banebrydende forskning og store idéer fra festivalens største scene, Summer.
I år kan du bl.a. opleve neurolog Adam Zeman, der undersøger vores fantasi og hvorfor nogle af os ikke kan skabe billeder for vores indre blik. Fænomenet har han kaldt "aphantasia".
Du kan også møde antropolog Anna Tsing. Hun undersøger matsutake-svampen, der bærer på historier om klimaforandringer, kapitalisme og vores forhold til naturen.
Symposium
Blooms samtaleformat, hvor forskere og formidlere går i dialog om aktuelle forskningsemner.
I år kan du bl.a. høre en samtale om tankelæsning, hvor en AI-filosof og en hjerneforsker tager temperaturen på en nær fremtid med tankelæsningsteknologi og hjernechips.
Du kan også lære om oprindelig grønlandsk viden, når tre forskere sammen undersøger, hvordan inuit-kulturens natursyn og moderne videnskab kan mødes.
Tankefrø
Se naturen i et nyt lys, når forskere, praktikere og kunstnere giver tre perspektiver på velkendte naturfænomener.
I år kan du bl.a. blive klogere på olie, og hvordan det er blevet en stor del af vores hverdag – fra benzin og plastik til klimakrise og geopolitik.
Du kan også blive klogere på, hvad vi egentlig mener, når vi taler om ånd. Er det kun mennesket, der har ånd? Og hvordan forstår vi ånd på tværs af kulturer, tider og steder?
Smagen af...
Her inviteres madforskere, kokke og gastronomiske stemmer til at udfolde de smage, der ligger gemt i naturens spisekammer for at undersøge spørgsmålet om, hvad vi skal spise i fremtiden.
I år kan du bl.a. blive klogere på miso, der er fermenteret i rummet, myrernes fascinerende og velsmagende verden, den lille grønlandske fisk ‘ammassak’ og vin fra europas varme vinmarker.
Og så kan du smage på drikkevand fra nær og fjern. Og blive klogere på, hvordan vi sikrer rent drikkevand i fremtiden.
Wanderlust
Ved Wanderlust begynder Blooms naturvandringer, hvor du kan blive klogere, mens du går.
Alle walks begynder ved Wanderlust-punktet. Det er også her, man kan sikre sig billetter, som fordeles efter først-til-mølle-princippet. Der er plads til 25 mennesker per walk.
I år kan du bl.a. lære om fuglenes migration med zoolog og ornitolog Kasper Thorup. Hør hvordan trækfugle navigerer og finder vej på deres rejser – og hvordan ny teknologi hjælper forskere med at følge dem.
Du kan også gå tur med palæøkolog Ana Prohaska, som undersøger, hvorfor træer nogle år blomstrer på helt samme tid. Og blive klogere på, om dette vigtige naturfænomen vil overleve fremtidens klima.