Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

The Mushroom at the End of the World

Anna Tsing

Hvad kan en lille, aromatisk svamp fortælle os om overlevelse og samarbejde i klimakrisens og kapitalismens tidsalder? Den verdenskendte antropolog Anna Tsing følger matsutake-svampens vej gennem klodens handelsmarkeder, gourmet-køkkener og forandrede landskaber.

Mastermind

Summer

Fredag 29.05, 18.00-18.45

Det første, der voksede frem af jorden, efter bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki i 1945, var en svamp ved navn matsutake.

Matsutake gror nemlig bedst, der hvor mennesket i forvejen har været forbi med enten bomber eller motorsave: i radioaktive miljøer og afskovede landområder.

For den kinesisk-amerikanske antropolog Anna Tsing er den lille aromatiske svamp et perfekt billede på, hvordan livet kan finde vej i selv de mest ødelagte og giftige miljøer.

“Det er på tide at lægge mærke til svampeplukning. Ikke fordi det vil redde os. Men fordi det kan åbne for vores forestillingsevner.”

I sin nyklassiker af en bog ‘The Mushroom at the End of the World’ fra 2015 følger Tsing matsutakes rejse gennem en labyrint af kapitalistiske handelsmarkeder, eksklusive japanske køkkener og forvitrede nordvestamerikanske skovlandskaber.

Matsutake fortæller på den ene side en historie om menneskets ødelæggende færd gennem jordens naturlandskaber – og på den anden side én om håb, samarbejde og overlevelse på en medtaget planet.

Som en af verdens førende forskere i det antropocæne har Anna Tsing banet vejen for nye måder at tænke forholdet mellem natur og kultur.

Hendes banebrydende antropologi er på alle niveauer symbiotisk: Den studerer biologiske symbioser mellem svampe og deres værtstræer. Den kortlægger menneskelige relationer som mellem svampeplukkere og -købere i Oregons skovbryn. Og den har sat nye standarder for, hvordan naturvidenskabelige forskere og humanister som hende selv kan samarbejde om udforskningen af vores tids økologiske kriser.

Oplev én af naturtænkningens helt store stemmer, når Anna Tsing vender tilbage til Bloom for første gang siden festivalens første udgave i 2017.

Anna Lowenhaupt Tsing er professor i antropologi på The University of California, Santa Cruz. Fra 2013-2018 var hun Niels Bohr-professor på Aarhus Universitet og leder af AURA (Aarhus University Research on the Anthropocene), og nu er hun tilbage på Aarhus Universitet med det store forskningsprojekt LAND.

‘The Mushroom at the End of the World’ er fra 2015 og for nyligt oversat til dansk på forlaget Mindspace. Tsing er desuden forfatter til bøger som ‘Friction: An Ethnography of Global Connection’ og senest bogsamarbejdet ‘Field Guide to the Patchy Anthropocene’, der ligger i forlængelse af det digitale forskningsprojekt ‘Feral Atlas: The More-Than-Human Anthropocene’, som kan tilgås online.

This talk is in English.

Foto: Drew Kelly for Future Observatory Journal