BLOOM 2026
Talking Trees
Cecilie Waagner Falkenstrøm
Hvad ville træerne sige, hvis vi kunne tale med dem? Kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm lader naturen tale igen, når det interaktive værk ‘Talking Trees’ giver stemme til Søndermarkens træer.
I en lysning i Søndermarkens krat slynger et virvar af ledninger og sensorer fra et
futuristisk og højteknologisk apparat sig om træerne – en avanceret oversættelsesmaskine, der gør det muligt at tale med træerne.
På årets festival kan du opleve kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøms interaktive,
multiplayer installationsværk ’Talking Trees’, der kombinerer sensor-teknologi, Large
Language Model-algoritmer og spekulative fortællegreb i en immersiv oplevelse af at tale med træer.
For hvis vi kunne tale med træerne, hvad ville de så fortælle? Ser de os som venner,
eller bærer de en gammel, stum vrede over, at vi har tæmmet og kultiveret dem til
det punkt, hvor den vilde natur næsten er forsvundet? Og er det egentlig naturens tale, vi hører, eller et ekko af os selv og vores teknologier?
Falkenstrøm leger med vores tendens til at besjæle både træer og teknologi og kombinerer den såkaldte ’Eliza Effect’ – der får os til at tilskrive chatbots menneskelige
egenskaber – med vores søgen efter nærvær i naturen.
Både værkets lydside og installatoriske elementer som tech-udstyr, skærme, ilttåger og lys udspænder lagene i træernes kommunikation og sammenkobler vores økologiske og vores teknologiske forbundethed.
‘Talking Trees’ undersøger i et spekulativt nær-fremtids-scenarie spørgsmålet: Kan en kunstigt skabt teknologi skabe forbindelser til den natur, vi er fremmedgjorte over for?
Cecilie Waagner Falkenstrøm er en prisvindende dansk mediekunstner, der siden 2016 har udforsket AI, maskinlæring og sprogmodeller i sin kunstneriske praksis. Hun har modtaget den internationale kunst-og-teknologi-pris The Lumen Prize for sit værk ‘Frank’, og hendes værker udforsker menneskets forhold til teknologi i lyset af fænomener som stamcelle-teknologi, sorte huller og rumfart.
’Talking Trees’ er støttet af Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.