Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

The Science of Imagination

Adam Zeman

Kan du se billeder for dit indre blik – eller er du helt fantasiforladt? Vores forestillingskraft er en afgørende del af vores hjerners grundindstilling, men ikke alle hjerner skaber billedrige indre liv. Neurologen Adam Zeman fortæller om fantasiforskningens nye opdagelser.

Mastermind

Summer

Luk øjnene. Kan du se din kærestes ansigt for dit indre blik? En smuk solopgang? Eller facaden på den lokale Netto?

I 2015 stødte neurologen Adam Zeman på det fænomen, at for op mod 5 % af os sker der ikke noget. De kan ikke fremkalde billeder for deres indre blik.

”Aphantasia” døbte Zeman fænomenet og kastede sig ud i en stor, videnskabelig undersøgelse af menneskets visuelle fantasi.

Til sin forbløffelse fandt han ud af, hvor enormt varieret den menneskelige forestillingsevne er. Aphantasia kan være en udfordring, men også et kreativt benspænd: For Ed Catmull, der grundlagde Pixar, og animatoren Glen Keane, der tegnede Disneys lille havfrue, sker magien først, når pennen møder papiret.

I den modsatte ende af spektret er der nogle af os, der har en mere end almindeligt levende fantasi. Så levende, at billederne for det indre blik er lige så klare og tydelige, at de er svære at skelne fra virkeligheden. Det fænomen har Zeman døbt ’hyperfantasi’.

Med sin forskning giver Zeman en tour de force i, hvad fantasi i grunden er for en mærkværdig evne. Fantasien gør os i stand til at løsrive os fra vores her og nu. Vi kan forestille os alt fra ting, der ikke er til stede, og hændelser i fortiden til helt andre verdener. Og selvom det visuelle aspekt ofte er dominerende, er de andre sanser også væsentlige for vores fantasiliv.

Snarere end en form for virkelighedsflugt er fantasien en afgørende del af hjernens grundindstilling.

”Neurovidenskaben afslører, at vores hjerner er levende instrumenter, der resonerer med verden omkring os på bemærkelsesværdigt ens måder, om så vi observerer, husker, forestiller os eller handler.”

Når vi fantaserer, reagerer vores hjerner, som om det er virkeligt. Vores indre forestillinger fremkalder aktivitet i de samme områder af hjernen som konkrete sanseindtryk – blot med en anden, ekko-agtig intensitet.

Dyk med ned i videnskaben bag vores vilde forestillingskraft – og få svar på, hvor rigt et indre liv du har.

Adam Zeman er neurolog og forsker i fantasi, epilepsi, demens, søvnforstyrrelser og bevidsthed ved University of Edinburgh og University of Exeter. Han er uddannet i både medicin og filosofi og har skrevet en lang række bøger såsom ’Consciousness: A User’s Guide’ og ’A Portrait of the Brain’.

I bogen ‘The Shape of Things Unseen – A New Science of Imagination’ fra 2025 går han i dybden med opdagelsen af ‘aphantasia’ og ‘hyperphantasia’ og sin banebrydende forskning i fantasiens neurologiske forudsætninger.

Hvis du er nysgerrig på din egen fantasi, kan du prøve The Vividness of Visual Imagery Questionnary, som ofte bruges i forskning til at bedømme den indre billeddannelse: https://aphantasia.com/study/vviq

Foto: Emily Macinnes