Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

Træernes tale

Cecilie Waagner Falkenstrøm, Hans Henrik Bruun & Bodil Skovgaard

Hvad ville træerne sige, hvis de kunne tale vores sprog? Kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm, som står bag værket ‘Talking Trees’ på årets Bloom, mødes med biolog Hans Henrik Bruun i en samtale om træer, tale og teknologi.

Symposium

Spring

Lørdag 30.05, 18.00-18.45

Siden de gamle grækere hørte Zeus’ stemme i egebladenes raslen, har mennesket fantaseret om at kommunikere med træerne.

I dag bringer forskning og ny teknologi os skridt for skridt tættere på at kommunikere med ikke-menneskelige organismer.

På årets festival kan du opleve kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøms interaktive, multiplayer installationsværk ’Talking Trees’, der kombinerer sensor-teknologi, Large Language Model-algoritmer og spekulative fortællegreb i en immersiv oplevelse af at tale med træer.

I denne samtale undersøger Falkenstrøm i selskab med biolog Hans Henrik Bruun, hvordan træers komplekse kommunikationsformer adskiller sig fra vores – og hvad de mon ville sige, hvis de kunne tale vores sprog.

For ser de os som venner, eller bærer de en gammel, stum vrede over, at vi har tæmmet og kultiveret dem til det punkt, hvor den vilde natur næsten er forsvundet? Og er det egentlig naturens tale, vi hører, eller et ekko af os selv og vores teknologier?

Cecilie Waagner Falkenstrøm er en prisvindende dansk mediekunstner, der siden 2016 har udforsket AI, maskinlæring og sprogmodeller i sin kunstneriske praksis. Hun har modtaget den internationale kunst-og-teknologi-pris The Lumen Prize for sit værk ‘Frank’, og hendes værker udforsker menneskets forhold til teknologi i lyset af fænomener som stamcelle-teknologi, sorte huller og rumfart.

Hans Henrik Bruun er professor i biologi og forsker i økologi med særlig fokus på samspillet mellem arter af planter, dyr og svampe. Han arbejder desuden med evidensbaseret naturbevaring, herunder klimaløsninger i skovdrift og muligheden for mere vild natur.

Moderator er Bodil Skovgaard Nielsen, der er kulturjournalist på Information.