Festival om natur & videnskab
27.—29. maj i Søndermarken
Essay

”Som børn forstår de alt, er endnu ikke korrumperet af nogen realisme; man har adgang til det uvirkelige i det virkelige og det virkelige i det uvirkelige.”

Hør bølgerne, hør kornet

– et essay om litteraturen og naturkrisen af Josefine Klougart

Jeg er skønlitterær forfatter og arbejder til daglig med sprog, nærmere bestemt et poetisk sprog, og dermed også med det, man kunne kalde den æstetiske erfaring. Poesien og skønlitteraturen repræsenterer en tænkning, der kombinerer en filosofisk, rationel tænkning med det sanselige og det sensitive, det vi fornemmer og føler. Der er frem for alt tale om en tænkning, der ikke er målrettet, men kredsende og som kombinerer det abstrakte med det konkrete. Som forfatter er jeg ikke interesseret i klare svar på klare problemer, men i at ophvirvle stof i en æstetisk form, for at vi via formen kan begribe komplekse sammenhænge. Det er en måde at erfare og tænke på, som vores kultur mere eller mindre har negligeret værdien af og dermed udgrænset til private eller religiøse rum.

I dag betragtes æstetiske erfaringer og skønhedserfaringer ofte som noget lidt verdensfjernt, noget man kan beskæftige sig med i sin fritid. Man har ikke tillid til, at kunsten kan være en kilde til sand erkendelse, og man underordner skønhedserfaringen andre erkendelsesformer. Men det er ikke noget nyt, for sådan var det også, da filosoffen Alexander Baumgarten i midten af 1700-tallet introducerede sit begreb om sensitiv erkendelse og gjorde æstetik til et afgørende filosofisk spørgsmål.

Ligesom de samtidige rationalister opererede han med, at menneskets erfaringsevne består af en øvre og en nedre del, en højere rationel erkendeevne og så den sensitive erkendeevne, men han brød med idéen om, at bevidsthedens ”nedre” del kun havde til opgave at fodre den ”øvre” del med materiale. Og han insisterede på, at den sensitive erkendelse kunne tilvejebringe sand erkendelse gennem skabelsen af det, han kaldte forvirrede klare idéer. Det er de idéer, vi som læsere af skønlitteratur får adgang til. Den erkendelse, litteraturen tilvejebringer, er altså ikke dunkel, den er klar. Forvirringen ligger i det, at den ikke er formålsrettet og logisk, men netop kredsende – og måske også i, at de idéer, litteraturen giver form og gør tilgængelige for os, er komplekse og internt forbundne.

Men Baumgartens banebrydende tænkning ser man ikke mange spor efter i dag. I hvert fald vurderes eksempelvis bøger tit ud fra, hvorvidt de behandler et relevant emne eller er aktuel, og både forfattere og presse jager personlige historier og politiske agendaer og virker ofte ikke interesserede i selve det poetiske i litteraturen.

Det bliver selvforstærkende – kunsten forsvinder, selv ud af kunsten. Den erfaring, der ligger i al skønhedserfaring, nemlig, at noget har værdi i sig selv, fortrænges, individuelt og kollektivt.

Men der er selvfølgelig andre eksempler på tænkere, der har abonneret på idéen om, at kunsten og videnskaben hver især kunne repræsentere væsentlige erfaringsformer – og nogle har da også insisteret på, at de to kunne spille sammen, og at vi på den måde kunne opnå en erkendelse, der var rigere og mere kompleks. Et godt eksempel er Alexander von Humboldt, den tyske videnskabsmand, født i 1769. Han var venner med Goethe og skrev og arbejdede på måder, som jeg genkender som grundlæggende poetiske. Han var med til at lægge grunden for vores nutidige forståelse af naturen – som et stort sammenhængende netværk af liv – som han skrev: ”I denne store kæde af årsag og virkning kan intet enkeltstående faktum betragtes isoleret.”

I dag, hvor vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise, er det ikke mindre interessant at se på skønlitteraturens plads i såvel vores individuelle og kollektive liv.

Krisen er så gennemgribende, behovet for grundlæggende forandringer af vores samfund, økonomi og natursyn så presserende, at der er fare for, at litteraturen bliver politiseret. At den så at sige bliver mindre æstetisk og mere rationelt styret, mere pæn og kontrolleret og etisk på en måde, så vi reelt står tilbage med en instrumentaliseret litteratur. En litteratur, der så at sige mimer det instrumentelle verdensforhold, som man kan argumentere for er en væsentlig del af grunden til, at det er gået så galt.

Vi har brug for en levende litteratur. En litteratur, der først og fremmest er skabt med æstetiske frem for moralske kriterier for øje.


Idéhistoriker Dorthe Jørgensen har skrevet, at der i al skønhedserfaring findes den grunderfaring, at noget kan have værdi i sig selv. På den måde kan man sige, at erfaringen af skønhed kan udgøre et korrektiv til den instrumentalisering af naturen, vi ser overalt, selv i argumenterne for eksempelvis naturbeskyttelse: at vi skal passe på den for selv at overleve. Som biologen Rasmus Ejrnæs skriver i bogen ’Natur’, så er det bedste argument for naturbeskyttelse faktisk ikke, at den er nødvendig for vores overlevelse – for så er der mange arter, vi kunne undvære – men at naturen og dens arter har værdi i sig selv, at livet i dets mangfoldighed af former har ret til at eksistere på linje med os.

Lyden af en tør gren, lagt hen over et knæ; sejt og knagende giver fibrene sig og springer, mens natten bøjer sig ind over huset og lægger hele sin vægt i. Barbara vågner ved tordenvejret.

Fronten nærmer sig fra øst, inde fra land og lukker sig om­kring sommerhuset. Store dråber, der falder tungt på tagpappet, det lyder organisk, som en krop, ikke hårdt som småsten, men blødere, som var det dyr, insekter der bliver slået i stykker, når de rammer taget og kastes tilbage op i luften i en ny form, små næsten usynlige dråber, der falder på taget og løber ned over det ru tagpap, løber i tagrenden og ned gennem nedløbsrøret.

Barbara ligger stille i sengen, lytter til den rislen fra rørene ude på den anden side, bag brædderne og isoleringen, lytter til den murrende lyd af torden, der kommer og går ude over havet et sted, og hun synes, det hele taler sammen og forbinder sig i hende. Hun ligger og prøver at lade være med at røre på sig, selv den mindste bevægelse, forekommer det hende, ville være nok til at ødelægge den fint vibrerende erfaring af altings samtidighed og forbindelse, som hun ikke har sprog for, men mærker så tydeligt nu, dråberne der falder i lyngen, i sandjorden langt væk, bugten der lyses op, når lynet slår ned et sted langt ude over havet, tordenvejret der ruller ind over dem og lyser hele stuen op. Hun ligger og mærker, hvordan hun næsten forsvinder, næsten ingenting er, og hvordan hun til gengæld nærmest bliver lyngens rødder og hugormene, lynet og regnen og dråberne, der slås i stykker og bevæger sig ned gennem den tørre jord.

Men så, lige så pludseligt som den opstod, forsvinder den følelse.

Barbara bliver liggende, men følelsen er væk, eller det er et mylder igen, verden er som den altid er, et formløst mylder eller rettere så mange former at det bliver en støj. Og det er, mens hun ligger der, at hun kommer til at tænke på det ord, åbenbaring, at det måske er det, der er tale om. At det er det her, der menes med åbenbaring. Hun har så tit siddet i kirken og ikke forstået et kvæk, men nu, nu forstår hun, ved lyden af regnen der lukkede sig omkring huset og samtidig var den ene dråbes prikken og de tusinder af dråbers silen, begge dele og alt derimellem, ét men­neske og alle, på en gang, en kærlighed til alting. Tusind lysende centre og ét.

– Alt dette kunne du få, roman, 2021

Vi har skabt et økonomisk system, der bygger på vækst og dermed på et evigt stigende ressourceforbrug. Det er et system, der instrumentaliserer alt for selv at vokse. Økonomien er definerende for vores måde at leve på, og samtidig er den i en eller anden grad uigennemskuelig og abstrakt for os. Vi kan ikke se konsekvenserne af vores groteske forbrug – de største og værste konsekvenser er flyttet til andre områder af verden eller flyttet frem i tiden. Vi kan heller ikke se biodiversitetskrisen, ikke tydeligt i hvert fald, når vi ser ud over det danske landskab er det stadig duvende og grønt mange steder. Døden er skjult og abstrakt. Og sådan kan vi heller ikke se den direkte sammenhæng mellem det øgede ressourceforbrug, som væksten dikterer, og udryddelsen af arter, klimaforandringer og udbytning af tredjeverdenslande. Strukturerne er magtfulde og virksomme, men ikke åbenlyse.

Denne afkobling er grundlaget for, at vi i dag lever i en politisk virkelighed, hvor politikere slipper af sted med at operere med en nærmest religiøs tro på fremtidige opfindelser, der skal hjælpe os ud af krisen. Det er grundlaget for, at vores demokratier i fremtiden vil destabiliseres.

Som børn forstår de alt, er endnu ikke korrumperet af nogen realisme; man har adgang til det uvirkelige i det virkelige og det virkelige i det uvirkelige.

Parallelt med at væsentlige sammenhænge i vores verden er usynlige eller abstrakte, så sker der op igennem et menneskes liv en forarmelse af vores evne til at erfare den konkrete verden. Forarmelsen hænger for mig at se sammen med privilegeringen af den abstrakte tænkning, intellektet over kroppen, det sanselige og det sensitive. Det diskursive over det vi, ikke lige sådan har sprog for, men må søge i det æstetiske eller åndelige.

I min roman ’Alt dette kunne du få’ kredser jeg om den grundtanke, at vores viden om verden ikke bliver større, end den er i barndommen. I barndommen hvor den konkrete erfaring af verden stadig er stærk og usvækket af intellektet og fortolkningsiveren, som har det med at ville annektere andre domæner af sindet:

I barndommen fornemmer man i glimt alt hvad man siden hen skal komme ud for. På den måde kender man som elleveårig alle de følelser, man senere i livet vil gennemstrømmes af — og derfor genopføres barndommen i en uendelighed i vores tanker — og derfor fremstår den tid hele livet igennem mere gådefuld og mættet. Et sted i barndommen ligger også erfaringen af vores egen død, så når vi møder den, er den en gentagelse, en erindring, der rager frem som en hånd gennem et gardin.

Med ’Alt dette kunne du få’ har jeg forsøgt at skrive en roman, der er organisk i sin form og så levende som muligt. Den klassiske plotstruktur er udskiftet med en mere organisk form, hvor teksten så at sige væves frem, og dens idéer fremstilles klarere og klarere. Forskellige spor flettes sammen i denne roman, der både er en generationsfortælling om Barbara og hendes familie i Østjylland, en exofiktion om forfatteren til bestsellerromanen ’Barbara’ fra 1939, Jørgen-Frantz Jacobsen, og endelig en roman om bjergbestigning. Romanens tre spor bindes sammen på mange måder, men de gennemgående temaer er døden, faldet og menneskets forhold til naturen.

Det er tydeligt for enhver, at vi lever i en dødsforskrækket kultur, og det er svært ikke at se en sammenhæng mellem vores fortrængning af døden og vores fortrængning af menneskets intime forbundethed med naturen. Litteraturen er på én og samme gang en demonstration af, at mennesket kan virke som natur og skabe noget i forlængelse af naturens principper – og samtidig rum for refleksion, for det sprog og den bevidsthed, der er menneskets særkende, og som gør os til den del af naturen, der med Inger Christensens ord, kan betragte naturen og os selv.

Det er min klare overbevisning, at kunsten og litteraturen har en plads ved siden af de teoretisk-videnskabelige erkendelsesformer, hvis vi fortsat vil huske altings forbundethed og skabe konkrete erfaringer af det essentielle: at noget kan have værdi i sig selv. Vi har brug for, parallelt med en rationel videnskabelig forståelse af den konkrete verden, også at udvikle erkendelsesformer, der skaber en meningsfuld og sensitiv forståelse af verden. Forhåbentlig kan vi på den måde endelig lære at værdsætte de former for liv, der ikke er specifikt menneskelige.

Pigerne står på stranden, helt nede på det hårde sand. Saras hår, der bliver kastet rundt, vinden synes at komme alle steder fra. Barbara fejer det væk fra sit ansigt med underarmen; det er ikke fordi det generer meget, alligevel sukker hun og siger for pokker, og Sara samler sit hår med begge hænder, holder det oppe over hovedet i en stor knold, så kan Barbara komme til at binde rebet om hendes mave.
Hun er grundig.
Det ligner hende ikke at bande, det er noget, hun prøver af, det ved de begge to, at hun ikke er hård nok til at bande, langt-fra, men de ved også, at det er vigtigt, at hun gør det.


Hun drejer Sara, et greb om taljen, ser hende an fra alle sider, som når man skal rette på et højt lys i en stage. Hun sikrer sig at rebet ikke er for løst, at det ikke kan give sig, hun trækker i det, et hårdt ryk, og Sara falder frem mod hende. Sådan.
Rebet giver sig ikke, det sidder helt tæt omkring taljen.
Er jeg klar nu, spørger Sara.
Mmm, mumler Barbara og begynder at binde den anden ende af rebet omkring livet på sig selv.


Så går de ud, hen over de små mørke sten, ud hvor de kan mærke sandet under fødderne. De kan ikke se bunden, havet er pisket til et koldt bleghvidt skum, der lukker sig omkring benene. Så bliver det pludseligt dybere, og Sara er i til livet.
Fødderne bliver valne, det stikker i læggene.
Barbara kan læse havet, hun kender revlerne og kan se på bølgernes bevægelser og linjer, hvor hestehullet er. Så nogenlunde hvor det er, og hun kan også mærke det nu; hvordan sandet forsvinder under fødderne. Det er så voldsomt, hun glemmer det fra gang til gang, hvordan suget ikke kun er udad, men også nedad. Det er som om der åbner sig en lem under dem og de falder.
De tager nogle skridt til, og så tæller Barbara ned fra tre og siger nu, hun behøver kun hviske det, og de giver efter og lader strømmen lægge sin store hånd omkring deres kroppe.
Hver gang rebet strammer om maven bliver Barbara rolig.
Så nådigt rebet strammer om kroppen.
Der er øjeblikke, hvor hun ikke ville kunne sige, hvad der er op og hvad der er ned, hvad der er overflade og hvad der er havbund, og det er vidunderligt; når det hele er én stor brusende hvirvel, og hun er fanget inde i havets indre, hvor det buldrer afsted med kræfterne af hundrede heste, udad går det, udad mod bølgerne. Hun forestiller sig strømmen som nogen, der vil have hende og tager, hvad der tilkommer ham.
Så strammer rebet igen; og hun ligger spyttet ud et sted på den anden side af anden revle; og det er som om havet igen bliver blødt og uden anden vilje end bare den at være blågrønt og uroligt. Så ligger Barbara der og stiger og synker som en bøje i bølgerne, et sted lige uden for den yderste revle.
Hun træder vande, famler efter rebet om sin mave. Hun får fat og trækker til, men det er for let. Alt for let. Hun skifter arm, haler rebet til sig, tag for tag, mens hun ser ned, kommer til at sluge vand.
Det er alt for let.
Og da rebet ikke er længere, er Sara der stadig ikke. Bølgerne er bjerge, der stiger og synker.
Rebenden er stiv, det blå nylon er brændt i enden for ikke at trevle. Barbara undersøger rebenden med fingrene, de enkelte fibre og smeltede ender, som om Sara kunne findes derinde mellem nylontrådene.

Hør bølgerne
Hør kornet


– Alt dette kunne du få, roman 2021