Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken
Essay

Parasitterne har gjort deres indtog i dansk litteratur. Læs Harald Voetmanns biologiske fantasi over blæreparasittens vej gennem tudsekroppen.

Habitat

Harald Voetmann

Parasitterne har gjort deres indtog i dansk litteratur. Læs Harald Voetmanns biologiske fantasi over blæreparasittens vej gennem tudsekroppen.

De bevægede sig gennem bløddelene med deres – skulle det vise sig – dertil indrettede organer. En og anden havde nok undret sig over, hvad den krog, den luffe eller hint snoede horn skulle til for, men de nye omgivelser gav dem svaret hen ad vejen.

Det var ikke uden anstrengelser at svømme igennem vævet mod det, de håbede var mere næringsrige dele. Det virkede uoverkommeligt for mange. De havde ikke tænkt ret langt. Målet var i første omgang kun at komme under huden. Hvad der derpå skulle ske, var rent abstrakt. Efter først at have gravet hovedet ind og tabt bagkroppen tilbage i det fortidige, denne udenforkropslige fortid, var der nu kun en mur af snærende kirtelvæv og en formodning om, at de måtte fortsætte. Ingen havde fortalt dem om hverken formål eller fremgangsmåde, og da den første jubel over at være sluppet gennem huden havde lagt sig, fandt de ud af, at de havde været naive.

Målet var langt fra nået endnu, hvad det mål end var. Deres munddele, både de fremadrettede og dem langs flankerne, kunne nok kværne og gnaske i kirtelvævet, men fordøje det kunne de ikke. Det smagte heller ikke som noget, de havde forestillet sig, ikke som noget, man kunne bruge sit liv på. Det kunne ikke være for dette, de var trængt ind. Så ondskabsfuldt var Forsynet ikke, at det skulle give dem trangen til at bryde gennem hudlagene, skønt det kostede dem deres bagkroppe og forårsagede al smerten ved at tabe disse, uden også at belønne dem med noget, der forekom rimeligt, på den anden side af huden. Noget artsbehørigt.

Mange iblandt dem mistede modet kort efter penetrationen, hvor glæden ved at være trængt ind blev afløst af smerten fra det afstødte bagparti og rædslen ved alt det tætte, uafgrænsede. Flere end én forsøgte at kravle ud igen, at kravle tilbage gennem huden, men måtte sande, at selve indretningen af deres forandrede kroppe umuliggjorde dette. En krans af nyfremspirede modhager strakte sig ud til siderne, hvor den bløde bagkrop før var, og de var særdeles ømskindede og sendte lyn af smerte igennem samtlige kropsled, når man forsøgte at kravle baglæns og stødte dem mod hudens indre overflade. Det var en smerte, der befalede: Fremad.

Men hvor langt skulle de fortsætte, og hvordan? De gik ikke ligefrem logrende til værks nu. Og deres første anstrengelser mødtes også kun med flere skuffelser. Bag kirtellaget, som de med nybegynderens vanskeligheder fik klemt sig igennem, kom bjerge af muskelmasse, og de måtte udbore dem med redskaber, hvis brug de endnu kun havde overfladisk kendskab til, trods den første, besværlige succes med gennemboring af det blødere væv. Det var alvor nu, det var kødets alvor.

De tøvede og eksperimenterede med ydre organer og kropslige vedhæng, de hidtil kun havde regnet for en slags pynt. Kan den krog faktisk dreje? Kan man folde sine modhager? De var alle lige forvirrede, og det var i alles interesse at få løst opgaven sammen. At også denne rejses strabadser viste sig at være akkurat overkommelige for dem, kan kun tilskrives Forsynets majestæt.

Med hvilken fryd var det ikke, de nåede frem til de indre organer. Da de skulle til at bore sig ind i mavesækken, blomstrede to små, hidtil slatne og formålsløse, protuberanser op langs deres flanker og sprøjtede skyer af et sekret ud, der klæbede til deres kroppe og dannede en tryg hinde. Hvilken overraskelse, hvilken salighed at kunne udskille noget sådant og uden yderligere overvejelser lade sig svøbe i det slør, vel vidende at det måtte have et formål, og at dette formål ikke behøvede at bekymre dem. De forstod nu, at de var veludrustede og forsynede til rejsen, og de følte sig trygge ved, at en hvilken som helst uforudset udfordring på den videre færd også ville blive mødt med en uforudset løsning, der allerede nu lå i dvale i deres forunderlige kroppe og til rette tid ville manifestere sig som en selvfølge.

I mavesækkens dyb fornemmede de, hvor det brusede og sydede om deres respektive hinder. Brådsøer af galde slog imod dem, men kunne ikke trænge igennem de seje bobler af ondtafværgende sekret, denne uventede gave fra deres indre, udskilt i krampefryd og nu duvende omkring dem. De fornemmede, at denne syden fra galden mod sekretvæggene var fjendtlig. Men ikke desto mindre føltes det beroligende, både lyden og den sitrende fornemmelse i hinderne omkring dem. For første gang siden de brød igennem huden, kunne de hvile. De fandt ro i denne sitren. Angrebet mod dem udefra gjorde dem kun døsige og tilfredse.

Før den drømmeløse søvn helt tog over, drømte hun om sin tabte bagkrop, blød og opspilet og endnu kun lige løsrevet fra stilken. Hun drømte, at hun selv fortærede den med umådelig vellyst, og drømmen hjalp hende med at forlige sig med tabet. Bagkroppen havde været vigtig for hende engang, hun havde gemt sin næring i dens hvælvinger. I drømmen optog hun den atter i sig, gennem sine fremadrettede munddele. Det føltes trygt. Hun følte sig ikke bare hel igen, men langt forbedret. Den tryghed, som bagkroppen havde givet hende med sin næringsophobning, fandtes nu side om side med alle de nyopdagede fordele ved hendes afkortede, mere behændige krop.

Hun vågnede først, da hun var nået frem til tudsens blære i god behold. Ved et Forsynets mirakel var her lys, hendes egen modhagekrans for enden lyste op, og hun havde øjne at se med. Hinden var næsten opløst omkring hende, en gulnet film, hun med lethed vristede sig fri af. Her dræbte hun de andre hunner i ro og mag i pissøens overflade. Nogle var endnu ikke vågnet fra deres søvn, som måske havde rummet trøsterige drømme ligesom hendes. Andre var i forvejen døde, den stærke galde havde ædt sig helt gennem sekretboblen og ligesom udvisket nogle åbenbart livsnødvendige dele af dem, mens de hvilede. Det var rent symbolsk, at hun sænkede krogene i disse halvtudviskede forhenværende kammerater. Hvilken lykke at hun ikke vidste på forhånd, at galden således kunne være trængt igennem hinden – den viden ville bestemt have forhindret hende i at drømme så sødt på sin vej mod blæren.

To af de tilbageværende hunner var kampdygtige. Men også det var ved Forsynets nåde overkommeligt. Før hun helt var færdig med at tage livet af den sidste, lirkede den eneste han, der var nået frem til blæren, sit udslusningsrør ind mellem to led af hendes skjold og injicerede øjeblikkeligt sine testikler og sin lille sædbrod i hendes ryg. Hans tilbageværende hylster var skvattet dødt om, før hun kunne nå at vende sig mod det, og det var ikke længere modtageligt for straf, men hun borede krogene i det alligevel. Hun kunne mærke testikelklyngen og den ynkelige sædbrod bevæge sig gennem hendes indre, ind mod et sted i bugen.

Nu, hvor det kun var hende tilbage – og den hanfunktion, der var lykkedes med at tage bo i hende, sådan måtte det altså være – hægtede hun sig fast i tudsens blærevæg. Her dingler hun og drikker alt det blod, hun lyster. Blærevæggens aflejrede saltkrystaller glimter om kap omkring hendes gløden i mørket, O, unders under! Således har Forsynet skabt en stjernehimmel kun til hende. Hun kan mærke testiklerne dirre i sin bug, de producerer på højtryk, og fra tid til anden lukkes et koldt skvæt ud af sædbrodden og skyller igennem hende. Hun vågner af sin døs hver gang, og kuldegysninger går igennem hendes led, så de rasler mod hinanden.

Hun svajer frem og tilbage over tudsepissets mørke flade. Den sorte pissø dernede, som stiger og synker og skvulper, men kun sjældent når op til at strejfe spidsen af hendes lysende modhagekrans. Hun drikker lidt blod igen og falder til ro. Hun tænker på, om hendes yngel, hvad form Forsynet end måtte skænke dem, nogensinde vil kende til noget andet kosmos end dette salte, glimtende.

Harald Voetmann er forfatter til en lang række bøger, der i groteske og maleriske skildringer af menneskeligt forfald tematiserer menneskets forhold til historien, naturen og videnskaben. Som uddannet filolog og oversætter fra latin trækker han på den antikke forestillingsverden i værker som ’Vågen’, der genskriver Plinius den Ældres naturhistorie, og i hovedværket ’Alt under månen’ om Tycho Brahes observatorium Uranienborg forvandler han renæssancens videnskabssyn til sort komik.

’Habitat’ er fra Voetmanns novellesamling ’Parasitbreve’ (2022). Copyright Gyldendal.