Festival om natur & videnskab
14. juli i Odsherred
Essay

"Der er ikke nogen planet B. Vi er nødt til at holde denne planet sund og rask, fordi den er vores eneste hjem, vores forlængede krop."

Der er ingen planet B

Kim Stanley Robinson

Det er op til os at forme fremtiden. Science fiction-forfatteren Kim Stanley Robinson er færdig med rumudforskning – det er på tide, at vi tager os af vores skønne jordklode, skriver han i dette essay.

’Det er op til os at forme fremtiden’

Jeg har gennem næsten hele mit voksenliv tilbragt en del af hver sommer som backpacker i Sierra Nevada og har i årenes løb været vidne til nogle grundlæggende forandringer. Tre ud af de sidste fem år var strækket fyldt af røg fra brandene i vest. Jeg har vandret gennem følgevirkningerne af enorme skovbrande, besøgt enge skæmmet af tørke og set gletsjerisen trække sig tilbage. Bjergenes isområder har en brøkdel af den størrelse, de havde, da jeg først så dem. De vil formentlig være helt væk ved udgangen af dette århundrede – ligesom grizzlybjørnene.

Det kan ikke diskuteres: Vores verden forandrer sig hastigt. Vores planet har altid forandret sig, ja, den vil altid forandre sig. Men nu sker ændringerne hundrede gange hurtigere, end de plejede at gøre, ansporet af menneskenes handlinger. Forandringerne sker så hurtigt, at de har tvunget videnskabsfolk til at finde på et nyt navn til denne epoke, der er uden fortilfælde: antropocæn, “menneskealderen.”

Menneskers gennemgribende forvandling af Jorden – nogle af dem overlagte, mange af dem tilfældige – har sat civilisationen i en prekær situation, der fremtvinger eksistentielle spørgsmål om, hvor vi skal hen herfra. Hvis vi fortsætter med at brænde gammel karbon (ancient carbon), udpine jordoverfladen og rasere skove, er vi på vej mod den sjette store masseudryddelse i Jordens historie. Hvis vi ignorerer konsekvenserne af de menneskeskabte forandringer, vil hungersnød, krige og pandemier resultere i ødelæggelsen af Jordens respirationssystemer. Det kan ikke understreges nok, hvor forfærdelig en dårlig antropocæn kunne blive.

Men hvis vi ændrer vores teknologier og vores økonomiske systemer til bedre at modsvare livet på Jordens fysiske og biologiske realiteter, kan den historie, der kommer ud af det, blive ret fantastisk, det som nogen kalder “en god antropocæn.” Den fremtid ville, rent faktisk, være historien om menneskeheden, der dedikerede sig selv til at nære biosfærens helbred og skabe en bæredygtig fremgang for alle levende skabninger på denne planet. I og med, at det ikke ligefrem er utopia, kunne denne fremtid kaldes optopia – det “optimale sted,” det bedst tænkelige udfald på baggrund af de givne omstændigheder.

Denne brede vifte af mulige fremtider – fra meget dårlig til meget god – er noget af det ved denne tid, der genererer så kraftfulde følelser af akut nødvendighed og desorientering. Men mulighedsrummet til at forme vores fremtid til det bedre svinder hastigt. Økologisk ødelæggelse accelererer, nye miljøproblemer bliver ved med at skyde frem og den forældede tænkning, der præger dagens status quo, viser sig at være alt for genstridig til en betænksom respons.

Og dog. Der er lige akkurat tid nok til at påbegynde en god antropocæn. Det er stadig fysisk muligt at skabe et optopia på Jorden.

Menneskelig civilisation er blevet en økologisk – rimeligvis evolutionær – kraft på denne planet. Det er en intimiderende, endda skræmmende tanke. Men det er det, det vil sige, at være i antropocæn. Eftersom vi ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at vende tilbage til tingenes tilstand før antropocæn, er vores bedste mulighed at tilpasse os og justere efter bedste evne i mødet med denne nye verden, som vi uforvarende har frembragt. Hvordan skal vi modtage et sådant ansvar? Hvor, hvornår og i hvilken grad skal vi gribe ind i naturlige systemer?

Nogle af de tiltag, der diskuteres, er globalt grandiøse – og virkelig frygtindgydende. Hvis situationen bliver reelt apokalyptisk, vil vores art givetvis forsøge sig med storskala interventioner, der virker både farlige og frastødende. Et eksempel herpå er det, klimatologerne kalder “solar radiation management” – den planetære ækvivalent til at trække gardinerne ned for at nedkøle kloden. Hvis millioner af mennesker stod til at miste livet på grund af varmerelateret plantedød eller hedebølge, vil nationale regeringer føle sig fristet til gribe til handling i nødværge, såsom at skyde små partikler ind i den øvre atmosfære i forsøget på at imitere et vulkanudbrud og køle globale temperaturer. Det er den mest diskuterede metode inden for feltet geoengineering, og en sådan fremgangsmåde ville indebære en hidtil uset manipulation af Jorden – hele verden ville indlade sig på et eksperiment med planetarisk styring.

Men som miljøvidenskabsmanden Erle C. Ellis har påpeget, er der ikke noget cockpit på planeten Jorden. Vi har ikke den viden eller magt, der skal til for at designe planetens biofysiske sammenhænge; vi har kun magt til at puffe vores gigantiske planetariske system lidt i den ene eller anden retning. “Geoengineering” er et misvisende navn. Det ville være mere passende at give disse forsøg på planetarisk bearbejdning et andet navn: geo-tweaking (geo-justering), geo-finessing (geo-tilpasning) eller geobegging (geo-bøn). Disse termer er bedre til at vise, hvor små civilisationens kræfter er over for gigantiske kræfter som oceaners kemi, atmosfærens balance og udvekslingen mellem millioner af arter.

Der er heldigvis også andre veje at gå, selvom de vil kræve forestillingskraft, politisk vilje, fleksibilitet og en årvågenhed over for planetens realiteter – tankebaner, som vi ikke er vant til.

En del af de former for geo-tweaking der kan implementeres virker gode. At trække karbondioxid tilbage ud af atmosfæren – det er en god idé. Og det er værd at undersøge potentialet i mekanisk at sigte karbondioxid ud af luften og begrave det, eller binde karbon direkte til sten, selvom et indgreb af denne art på global skala formentlig vil medføre andre problemer. Mange af de mest lovende ideer for reduktion af karbondioxid er lokale og regionale snarere end globale, og de gør brug af biologiske processer, der allerede er gennemtestet af evolutionen. Det gælder for eksempel bevaringen eller restaureringen af skove eller tørvemoser. Begge er gode praksisformer i sig selv, og de styrker den langvarige cirkulation af bestanddele, der er nødvendige for liv; at beskytte og udvide skove kan på én gang hjælpe med at binde atmosfærisk karbon. Det samme gælder udviklingen af landbrug og kvægdrift i retning af jordens sundhed, vedligeholdelse af kystnære vådområder, at udplante og nære undervandsskove (kelp forests) og genoprette oprindelige engområder. At bringe atmosfæren tilbage på noget nær 350 dpm (ppm), er en uadskillelig del af udformningen af en god antropocæn.

En anden form for geo-tweaking, der måske på sigt vil virke gavnlig, er en regional handling med globale konsekvenser: at pumpe havvand op på den indlandsis, der dækker det østlige Antarktis, så det fryser højt oppe på det massive arktiske isdække. Potsdaminstituttet for Climate Impact Research har undersøgt denne mulighed og vurderet, at det vil kræve syv procent af den samlede mængde elektricitet, som mennesker genererer årligt for at pumpe den nødvendige mængde vand. Det lyder af meget, og instituttet konkluderede rent faktisk at projektet givetvis ikke vil være “økonomisk forsvarligt.” Men lige nu bliver ca. en tredjedel af 1 procent af al elektricitet, der skabes årligt (rundt regnet det samme som Australien eller Kina bruger) brugt til at generere Bitcoins. Med andre ord kunne vi for ca. 25 gange den energi, der bruges på en dum, spekulativ boble, måske redde alle byer ved kysten og strande fra at blive oversvømmet. Givet at verdens kyststrækninger kan vurderes til flere trilliarder dollar – eller, mere præcist, simpelthen vurderes som uvurderlige – er det da virkelig for dyrt at pumpe den kommende oversvømmelse tilbage på den antarktiske indlandsis?

Hvilket bringer os til økonomi: den mest bedrøvelige af alle videnskaber. Økonomi foregiver at udregne tings værdi. Men adspurgt om hvorvidt vi kan bringe planeten i balance igen, svarer kapitalistisk økonomi alt for ofte: “Nej, det kan vi ikke.” Arbejdet med at redde biosfæren fra katastrofe bliver betragtet som en dårlig forretning på kort sigt sammenlignet med andre finansielle muligheder, så det bliver ikke gjort, fordi profitten styrer alt. Sådan når vi til den gamle talemåde: “Det er lettere at forestille sig verdens undergang end enden på kapitalismen.”

Vores udfordring må i så fald være at bruge forestillingskraften endnu hårdere. Fordi verden er ikke en valgfri investering, som vi kan vælge ikke at foretage pga. lave renteafkast. Der er ikke nogen planet B. Vi er nødt til at holde denne planet sund og rask, fordi den er vores eneste hjem, vores forlængede krop. Der er “ikke er noget alternativ” til markedskapitalisme, sagde Margaret Thatcher på skændig vis. Men der er absolut ikke noget alternativ til at opretholde livet på Jorden.

Hvad jeg prøver at sige, er dette: Måske er det vigtigste, vi kan gøre for at tilpasse os til klimakaos og sammenbrud i antropocæn at gentænke vores antagelser og revidere reglerne for markedskapitalismen. Den gældende økonomiske orden er trods alt, selvom den virker solid, ikke permanent eller uforanderlig. Den er et menneskeskabt produkt: Vi har skabt den over tid gennem en række magtspil og improvisationer. Og det betyder, at vi kan ændre den, hvis vi har modet til det.

Se for eksempel fænomenet “kvantitativ lempelse” – økonomers begreb for statens skabelse af omkring 4 trillioner dollar siden krakket i 2008 for at afstive finanssektoren, aktiemarkedet og boligmarkedet. Hvis vi kan skabe flere trillioner dollar og skyde dem ind i økonomien uden ekstraordinære konsekvenser, som en normal bestanddel af det at lede en civilisation, hvorfor kan vi så ikke gøre det for at redde civilisationen fra sig selv? En sådan rigdom kunne bruges til at betale for den karbonreduktion og genoprettelse af økologier, som dette øjeblik i historien fordrer. I bund og grund ville vi som samfund betale os selv for at gøre det arbejde, der skal til for at skabe en god antropocæn. En økologi-orienteret kvantitativ lempelse ville være sin egen form for geo-engineering. Det bliver også omtalt som the Green New Deal.

Science fiction? Ikke nødvendigvis. Politik er på sin vis kunsten at forestille sig fremtiden, og det her er en fremtid, som er værd at se for sig. Prøv at se det for dig. Med de rette økonomiske incitamenter ville bønder fokusere lige så stærkt på den mængde karbon, de bandt i jorden, som de før gjorde på afkast i form af afgrøder. Tømmerindustrien ville få nye indtægter ved at genplante skove – ikke træplantager til fremtidig høst, men rigtige, mangeartede skove vurderet ud fra hvor meget karbondioxid, de indåndede og opbevarede. Kvægopdrætterne ville gå igen som vildtlivsfogeder, betalt for antallet af ulve, grizzlybjørne og bison på deres jord såvel som for det kvæg, de opdrættede.

Forestil dig en genskabt verden baseret på helbred og fremgang. Forestil dig transportmidler af enhver art drevet frem af ren energi – elektriske biler og scootere selvfølgelig, men også containerskibe trukket af dragesejl, batteridrevne ved ind- og udsejling. Forestil dig enhver lyskilde og ethvert download fra nettet drevet af solen og vinden. Forestil dig ingeniører, teknikere og maskinoperatører, der finder meningsfuldt arbejde i at udbygge en global, ren energiinfrastruktur. Alle disse teknologier er færdigudviklede og klar til brug; det eneste vi endnu ikke har opfundet, er økonomien til at finansiere dem.

Det siger sig selv, at ethvert skridt på vejen mod en sådan fremtid vil blive en politisk kamp. At gå sammen på denne måde vil blive en svær og fremmedartet improvisation – som at gå på line over en afgrund. Men menneskets historie er fuld af eksempler på, hvordan kulturelle normer og følelsesmæssige strukturer kan forandre sig – nogle gange ret hurtigt. Dette århundrede vil med sikkerhed være endnu et eksempel på dette. Der ligger et håb i denne oversete del af den menneskelige natur: Mennesker viser sig ofte fra deres bedste side i kriser og i nødstilfælde.

Hvis vi formår at bygge en god antropocæn, vil de positive konsekvenser være umulige at værdisætte. Bjergengene vil stadig være frodige i de kommende århundreder. Gletsjerne vil vende tilbage, og grizzlybjørnene. Sierra Nevada vil stadig ligne det sted, jeg husker bedst.

Måske fremstår en enkel bjergkædes økosystemer som en lille ting i det større billede. Men det betyder noget for dem af os, der elsker disse bjerge. Og Sierra Nevadaen – ligesom Amazonas, verdenshavene og den endnu vilde tundra – kan tjene som indikatorhabitat. Hvis de steder forbliver sunde, vil det kun være, fordi hele verden er ved godt helbred.

Det er værd at arbejde for – og værd at ønske sig.

Oversat af Andreas Vermehren Holm.
Oprindeligt udgivet i ’The Sierra Magazine’ i 2018 – på dansk i Ny Jord – tidsskrift for naturkritik nr. 5 i 2020.

Fotograf: Rie Windfeld Skou