Festival om natur & videnskab
Celebrating the nature of nature

Bloom og Meyers laver Frederiksbergs nedfaldsæbler til cider

05.10.2020

Tag del i nedfaldsæblerov og bliv ciderbonde for en dag, når Bloom og Meyers den sidste weekend i efterårsferien indsamler nedfaldsæbler på Frederiksberg og brygger cider.

Når æblerne falder fra træerne, behøver de ikke gå til spilde. Heller ikke, hvis du har flere, end du selv kan nå at spise. Har du æbler i overskud, kan du donere dem til Meyers og Bloom, som laver dem til en særlig Frederiksberg-cider.

De indsamlede æbler bliver brugt til at brygge cider, som serveres til Bloom 2021, og som kan købes i Meyers butikker og spisesteder.

Nedfaldæblerov kickstarter samtidig Bloom og Meyers samarbejde, hvor Meyers bliver madpartner på Bloom.

Har du nedfaldsæbler i overskud?

Indsamlingen foregår d. 17. og 18. oktober på Meyers Deli på Gl. Kongevej 107 fra klokken 12.00 til 16.00. Her kan alle komme og aflevere nedfaldsæbler fra deres have.

Du kan også lade frivillige unge fra foreningen FRAK opsamle dine nedfaldsæbler, når de den 21. og 28. oktober kører en rute på Frederiksberg og indsamler æbler.