The Stories of Our Climate

”Folk forstår ikke grafer og tal. Men de forstår historier. Og du kan fortælle historier.”

Sådan sagde klimaforskeren Wolfgang Lucht til den islandske forfatter Andri Snær Magnason, inden han gik i gang med sin store klimafortælling ’Tiden og vandet’.

For hvem kan i grunden fortælle historien om vores klima? Der er brug for både forskere med tal og grafer og for historiefortællere, der kan sætte ord på vores smuldrende natursyn og skabe nye forestillinger.

To af klimalitteraturens mest markante forfattere mødes i år for første gang på Bloom: Andri Snær Magnason, der til maj udgiver fortællingen ’Jötunstein’, og den indiske romanforfatter og essayist Amitav Ghosh, der er aktuel på dansk med ’Den store vildfarelse’.

Ghosh er berømt og berygtet for sin kritik af den moderne roman, som er tynget under et psykologisk verdensbillede, hvor det er mennesket, der handler, og naturen blot er en passiv omverden. Derfor har romankunsten ifølge Ghosh aldrig fået greb om klimakrisen, og der er brug for nye, vilde fortællinger, der tillader naturkræfterne at træde i forgrunden i egen ret og som andet og mere end spejlinger af den menneskelige psyke.

Det forsøger han selv og Magnason på med greb fra både videnskab, mytologi og det levede liv.

Ghosh har givet videnskab, natur og klima en plads i forgrunden i bøger som den spekulative videnskabsroman ‘The Calcutta Chromosome’ om en malariaparasit, der er genvejen til evigt liv, og klimaromanen ‘The Hungry Tide’ om Irrawaddy-delfinerne i Sundarban-mangroveskovene i
Indien og Bangladesh.

Magnason brød isen med ’Tiden og vandet’, hvor han på eminent vis væver sin egen familiehistorie sammen med klimavidenskabens data, de gamle, islandske Edda-digte og sine møder med Dalai Lama i Himalaya-bjergenes gletsjer-rige højder.

Vær med til et stort kulturmøde i klimaets tegn, når Ghosh og Magnason tager en status på fortællekunsten – og afgør, om det er et tilfælde, at de indiske og islandske skabelsesmyter minder så meget om hinanden, somde gør.

For er den oldnordiske myte om urkoen Audhumbla, som i nordisk mytologi er det første levende væsen, beslægtet med den indiske gud Shiva, der troner på toppen af en tyr? Og er ligheden mellem det oldnordiske ord for himlen, Himinfjöll eller himmelfjeldet, og de gletsjerfyldte
Himalaya-bjerge ikke påfaldende?