Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

Listening to Nature

Chris Watson

Chris Watson er lydoptagelsernes Indiana Jones. Som øret bag David Attenboroughs mange naturprogrammer på BBC, har han tunet mikrofonen ind på alle tænkelige habitater og utænkelige arter verden rundt.

Watson er en af verdens absolut førende skikkelser inden for dokumentariske feltoptagelser af naturens lyde – en pionér, der gennem årtier har udviklet og forfinet sin passion for at indfange lyde fra dyr, meteorologiske fænomener og uventede møder i og med naturen.

Inden Watson i 1981 kom ind på sin løbebane med at dokumentere naturens lyde, var han som musiker med til at stifte banebrydende eksperimentalmusikgrupper som The Hafler Trio og Cabaret Voltaire i 1970’erne, der ofte siges at være blandt de mest indflydelsesrige og nyskabende tidlige elektroniske musikgrupper. Siden har han i forlængelse af sin naturdokumentariske praksis udgivet og skabt lydinstallationer, performances og soundscapes til blandt andet Tate Modern og Glastonbury Festival.

I podcasten tager Watson os med på en lydlig tour de force rundt i verdens habitater – både over og under vandets overflade. Den er optaget i 2021 på Blooms minifestival i Aarhus.

Chris Watson er lyddokumentarist, musiker og kunstner og en af verdens førende inden for optagelse af naturlyde. Han har blandt andet optaget lyde til en række af BBC’s naturdokumentarer og radioprogrammer, såsom David Attenboroughs ‘Life’-serie, som han har vundet flere BAFTA-priser for.