Hvalens værdi og flodens ret
Mette Termansen & Søren Stig Andersen
13 millioner kroner. Så meget er en hval værd.
Beløbet har Den Internationale Valutafond regnet sig frem til ud fra, hvad hvaler opfanger af CO2 og indbringer økoturismebranchen. Men tallet afspejler ikke den værdi, hvaler har i sig selv, og den betydning, de har for havenes økosystemer.
Hvordan kan markedets logikker overhovedet bruges til at passe på planeten? Og er juridiske rettigheder bedre til at sikre naturen?
I størstedelen af verden har dyr og natur ingen stemme i hverken retssale eller regneark. Den globale biodiversitet lider under et økonomisk system, der sætter vækst, forbrug og kortsigtet profit højest – mens dyr, planter og levesteder ikke kan forsvare sig selv mod de uretfærdigheder, de udsættes for.
Derfor arbejder miljøøkonomer og økologiske økonomer verden over på at etablere nye måder at anerkende naturværdier, og den globale ’Rights of Nature’-bevægelse kæmper for at give og sikre rettigheder til dyr, planter og levesteder.
I New Zealand har man givet bjerget Taranaki samme juridiske status som en person. Mens vi herhjemme slås med ulvebeskyttelse i Vestjylland og dyrevelfærden i de danske svinestalde, har højesteret i Ecuador afgjort, at forurening har krænket Machángara-flodens rettigheder.
Jurist Søren Stig Andersen og miljøøkonom og IPBES-ekspert Mette Termansen udforsker i denne samtale, hvordan vi bliver bedre til at sikre hensynet til naturen og biodiversiteten i vores økonomiske og juridiske systemer.
For er penge eller paragraffer bedst til at passe på naturen? Og skal vi gøre det for vores egen skyld – eller for naturens?