Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

Kvinden der samlede verden 

Eva Tind

Du kan følge Blooms podcast på iTunes og på Spotify.

“Hun samlede kontinenterne, som man samler et simpelt puslespil.” Forfatter Eva Tind har skrevet en roman om den danske zoolog Marie Hammer, hvis lange liv var fyldt med fremsynet forskning og ekspeditioner til verdens fjerneste egne.

I 1932 tager Marie Hammer som første kvinde med på en Thule-ekspedition, i 1938 bliver hun mor, og herefter rejser hun verden tynd for at bevise, at superkontinentet Pangæa engang eksisterede. Marie Hammer levede fra 1907 til 2002, var zoolog og i sin banebrydende karriere som forsker undersøgte hun Jordens mikroskopiske mosmider og påviste, at kontinentaldriften engang er startet med én samlet verden.

I podcasten udfolder forfatter Eva Tind i samtale med kulturjournalist Elisabeth Skou Pedersen den spektakulære historie om en af dansk videnskabs glemte pionerer.

Eva Tinds dokumentaristiske roman, ‘Kvinden der samlede verden’ er en lige dele menneskelig og videnskabelig øjenåbner, som går helt tæt på den danske videnskabskvindes forskning og privatliv, hendes opdagelser og de kompromisser, hun måtte indgå.

Eva Tind er forfatter og uddannet arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole. Hun har udgivet både digtsamlinger og romaner, og blev nomineret til DR ROMANPRISEN 2020 for sin seneste roman ‘Ophav’ fra 2019. ‘Kvinden der samlede verden’ udkom på Gyldendal i april. 

Interviewer er Elisabeth Skou Pedersen, der er kulturjournalist, ph.d. i litteraturhistorie og linjeleder på forfatterlinjen på Johan Borups Højskole.