BLOOM 2024
Cocktailprinter
Svend Sømod
Smag og matematik smelter sammen, når kunstneren Svend Sømods interaktive ‘Cocktailprinter’ tryller nye, unikke cocktails frem med hjælp fra hjemmelavede algoritmer.
Hvordan smager en algoritmeprogrammeret cocktail med 10 forskellige ingredienser? Hvad med 20 – eller 30?
Få svaret, når kunstneren Svend Sømods ‘Cocktailprinter’ står klar til at lave komplekse og unikke cocktails.
Printeren genererer algoritmeprogrammerede cocktails ‘on demand’. Alt, du skal gøre, er at vælge den, der lyder mest spændende, og printeren sammensætter en velsmagende cocktail – potentielt med op til 48 ingredienser.
Printerens algoritme er blevet fodret med information fra 5.000 klassiske cocktailopskrifter såvel som kunstnerens egne. Den konstruerer ved hjælp af Sømods stringente matematiske principper helt unikke cocktails, der automatisk smager som en drøm.
Kom forbi og smag matematikken i en cocktail.
Svend Sømod er kunstner, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021. Hans kunstneriske praksis er inspireret af matematikkens manifestation i den fysiske såvel som mentale virkelighed, og hans værker søger ofte at fremhæve skæringspunkterne mellem abstraktion, sansning og bevidsthed.