Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

Suveræne blomster

Christoffer Basse Eriksen

Hvad er dansk natur? Videnskabshistoriker Christoffer Basse Eriksen kaster lys over indsamlingsværket Flora Danicas betydning for opblomstringen af en botanisk nationalisme i Danmark.

Walk

Wanderlust

Lørdag 30.05, 13.30-14.30

I 1761 udgav Frederik 5. det første bind af Flora Danica – en bogserie hvis formål var at kortlægge hver eneste planteart i de danske riger. Over de næste 120 år bidrog indsamlere, tegnere, gravører og bogtrykkere til mere end 3000 håndkolorerede tavler af den danske flora.

Men Flora Danica er mere end blot et botanisk opslagsværk. Det er Danmarks suverænitet tegnet og malet i blomster.

Videnskabshistoriker Christoffer Basse Eriksen står bag forskningsprojektet ‘Suveræne Blomster’, som undersøger, hvilken rolle Flora Danicas blomsterbilleder spillede i opblomstringen af en slags botanisk nationalisme, der fandt sted i Europa i 1700- og 1800-tallet.

For hvad sker der egentlig med forholdet mellem natur og nation, stat og videnskab, når et territorium kortlægges, og dets planter bliver en del af fortællingen om et land? Og hvilken betydning har Flora Danica-materialerne siden da haft for vores idéer om, hvad dansk natur egentlig er?

På denne vandring fører Christoffer Basse Eriksen os gennem Søndermarkens flora og giver os et helt særligt indblik i, hvordan vores idéer om naturen er opstået.

Christoffer Basse Eriksen er idé- og videnskabshistoriker og lektor ved Institut for Matematik - Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.