Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

Sorte huller

Albert Sneppen

Hvordan studerer man et kosmisk fænomen, der er så tæt og så massivt, at hverken lys eller stof kan undslippe dets greb – og hvor selve fysikkens love bryder sammen? Fysikstjerneskuddet Albert Sneppen runder årets festival af og tager os med på en rejse til kanten af universets gådefulde giganter – de sorte huller.

Mastermind

Summer

Søndag 31.05, 17.15-18.00

Sorte huller er områder i universet, hvor fysikkens love går hen for at dø.

At kigge ind i et er som at kigge ind i ren intethed. Hverken lys eller stof kan undslippe den uendeligt stærke tæthed og tyngdekraft.

Og spørger man astrofysiker Albert Sneppen, er sorte huller ikke bare nogle af de mest ekstreme og fascinerende fænomener i universet – de er også nogle af de smukkeste.

For selvom sorte huller ikke udsender en eneste lysfoton, så krummer og fordrejer de alt støv, gas og lys omkring sig, som får dem til at ligne perfekte sfæriske kugler spredt rundt omkring i det kosmiske tomrum.

De “æder” alt, hvad der kommer i nærheden af dem, og skaber nogle af de varmeste – og koldeste – temperaturer, vi kan måle i universet. Og kommer man i nærheden af kanten af et sort hul – den såkaldte begivenhedshorisont – er der ingen vej tilbage.

Siden Einsteins generelle relativitetsteori fra 1915 forudså de sorte hullers teoretiske eksistens, har det gådefulde fænomen fascineret og frustreret fysikere. For hvordan måler man eller tager et billede af noget, der spiser alt, som kommer i nærheden af det og ikke udsender noget lys?

I 2019 lykkedes det, da et hold af hundredvis af fysikere samarbejdede om at fange et historisk snapshot af det supermassive sorte hul i midten af galaksen M87. Siden er det også lykkes at tage et billede af det sorte hul Sagittarius A* i midten af vores egen galakse, Mælkevejen.

Men hvad er næste skridt for studiet af de kosmiske giganter? Hvordan undersøger man i det hele taget et så voldsomt og ufatteligt fænomen som et sort hul? Og hvad kan sorte huller lære os om universet og om vores egen plads i det?

Tag med Albert Sneppen med på en rejse til kanten af de sorte huller, og sig farvel til Bloom 2026 med fornyet forundring og nysgerrighed på vores gådefulde univers.

Albert Sneppen er ph.d.-studerende ved Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center, hvor han forsker i sorte huller, udviklingen af galakser og kolliderende neutronstjerner.