BLOOM 2024
Skovrejsning
Per Gundersen
Kan man plante sig ud af klimakrisen? Eller er skovrejsning en fotosyntetiserende sovepude? Skovøkolog Per Gundersen forestiller sig i et spekulativt tankeeksperiment, hvordan verden ville se ud med 1.000.000.000 nye CO2-sulte træer.
Træer er effektive CO2-støvsugere. Så effektive, at skovrejsning er et populært forurenings-aflad, som kan kompensere for høje udledninger og dulme dårlig samvittighed.
For træer lagrer masser af kulstof i både løv, blade, grene og stammer, når de vokser mod himlen – helt uden at der skal udvikles ny og avanceret teknologi.
Det får naturligvis mange til at drømme om, at 1, 3 eller måske endda 9 milliarder nye træer, kan redde planetens fremtid.
Men mens nye skove skyder op over hele kloden, rejser en masse spørgsmål sig i deres skygge. Hvilke økologiske såvel som sociale konsekvenser følger med de mange nye træer? Og er der plads til så mange skove på en planet, hvor der allerede er kamp om kvadratmetrene?
Skovøkolog Per Gundersen forsker i, hvordan nye træer kan være med til at binde CO2 i jorden. Han giver sit bud på, hvordan verden ville se ud, hvis vi forsøgte at plante os ud af klimakrisen.
Per Gundersen er professor i skov- og landskabsøkologi ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Hjemme har han også sin egen klimahave, hvor nye træer og buske har lagret over 6 tons CO2.
Foto: Adam Kring.