BLOOM 2024
Naturens lys
Aksel Haaning
Lad der blive natur. Fra middelalderens mørke graver videnskabshistoriker Aksel Haaning glemte natursyn frem, som måske kan inspirere os midt i nutidens naturkriser.
Naturens lys er en hovedtanke i middelalderens naturfilosofi, som hviler på idéen om en levende natur, hvor der ikke er skarpe skel mellem menneske og kosmos, det kropslige og det åndelige.
Men tanken har stået i skyggen af de seneste århundreders herskende natursyn, som har sat mennesket øverst i det kosmiske hierarki, og hvor naturen blot ses som død materie eller industriel ressource.
Filosofi- og videnskabshistoriker Aksel Haaning arbejder med at afdække fortrængte forestillinger om naturen, som vi måske kunne have gavn af at genopdage i en tid med store naturkriser.
Tag et skridt tilbage i historien med ham og opdag naturens lys på ny i Søndermarken: de selvsamme omgivelser, der i 1800-tallet inspirerede den norsk-danske filosof Henrich Steffens til sin romantiske naturfilosofi, som lagde grundstenene for Oehlenschlägers ‘Guldhornene’.
Aksel Haaning er mag. art. i middelalderens latin fra Københavns Universitet og ph.d. i Science Studies fra Roskilde Universitet, hvor han også er lektor i Filosofi- og videnskabshistorie. Han er forfatter til bogen ‘Naturens lys’, som er blevet kaldt en moderne klassiker inden for dansk faglitteratur.
Alle vandringer starter ved punktet 'Wanderlust' midt på festivalpladsen – find det på kortet. Der er plads til 25 gæster på hver vandring og billetterne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Billetter kan hentes ved 'Wanderlust' på dagen for vandringen. Vil du sikre dig en plads, anbefaler vi at hente din billet, når festivalen åbner (fredag klokken 16 og lørdag + søndag klokken 10). Det er som altid gratis at deltage på alle vandringer.