Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

Mareridt og drømmesøvn

Baland Jalal & Birgitte Rahbek Kornum

Kan vågne mareridt og monstre i mørket være nøgler til at hacke vores hjerne og overvinde vores dybeste frygt? Og hvad skal der egentlig til, for at vi kan få vores drømmesøvn? Hjerneforsker Baland Jalal taler med søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum om, hvad vi skal stille op med vores søvn og mareridt.

Symposium

Spring

Søndag 31.05, 16.45-17.30

Forestil dig, at du vågner fra din nattesøvn – fuldt bevidst, men uden at kunne bevæge kroppen eller åbne munden. Hjernen er vågen, men resten af kroppen sover.

Der er nogen i rummet med dig – en sær, dæmonisk skikkelse, der føles lige så virkelig som sengen, du ligger i. Så spjætter kroppen sig vågen, og skikkelsen forsvinder.

Fænomenet kaldes søvnparalyse og er en angstprovokerende tilstand, hvor mareridt og virkelighed smelter sammen på foruroligende vis. Det er ufarligt, men erfaringen kan sætte dybe spor i psyken og skabe en spiral af angst for mareridt og søvn generelt.

Hjerneforsker Baland Jalal er en af verdens førende eksperter i søvnparalyse. For ham blev en livsændrende oplevelse af søvnparalyse startskuddet til en dyb videnskabelig fascination af, hvordan vores hjerne kan få os til at se monstre i mørket – og hvad vi kan gøre for at vende mareridtsoplevelser til vores fordel.

Jalal dykker med søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum ned i søvnens dunkle verden og kaster lys over drømmenes potentiale til at hjælpe os med at overvinde dyb frygt og negative tankemønstre.

I sit laboratorium på Københavns Universitet undersøger Rahbek Kornum søvnens betydning for alt fra vores immunsystem til følelsesliv. Hun er ekspert i, hvad der sker i hjernen, når vi sover, og hvad der skal til for, at vi kan få vores drømmesøvn.

Vær med, når de to søvnforskere gør os klogere på, hvad kan vi lære om os selv gennem vores søvn, drømme og mareridt. For rummer søvnen nøglen til at hacke vores hjerner og genvinde kontrollen over vores følelsesliv?

Baland Jalal er på kort tid blevet en af verdens mest indflydelsesrige hjerneforskere inden for søvn, drømme og mareridt. Han forsker i neuropsykiatri på Harvard University og har sin ph.d. fra Cambridge School of Clinical Medicine. Hans forskning fokuserer på søvn og drømmes betydning for neurologiske tilstande som angst, OCD og stemningslidelser. Hans arbejde er blevet omtalt i alt fra The New York Times til BBC, og han har givet to TEDx Talks.

Birgitte Rahbek Kornum er en af Danmarks førende forskere i søvn og søvnsygdomme. Hun er professor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, hvor hun som leder af Kornum Group blandt andet undersøger immunsystemets betydning for søvn. Hun er forfatter til bogen ‘Forstå din søvn’, og hendes forskning har medvirket i Sundhedsstyrelsens nylige udformning af søvnanbefalinger.