BLOOM 2026
Løbets evolution
Victor Boy Lindholm
Hvorfor løber vi? Wanderlust bliver til Runninglust til denne særudgave med forfatter og løber Victor Boy Lindholm.
Vi mennesker er skabt til at løbe.
Da Homo Erectus for godt to millioner år siden rejste sig på Afrikas savanner, skete et dramatisk skift i menneskekroppens anatomi, der adskilte os fra alle andre pattedyr.
Vi udviklede lange ben og korte tæer, kraftige ballemuskler og et nakkeled, der hjalp os med at holde hovedet stabilt under lange jagt-seancer.
Denne nye anatomi – sammen med evnen til at svede, trække vejret effektivt under løb og udmatte byttedyr over lange distancer – blev en af jæger-samler-menneskets vigtigste evolutionære fordele.
Men i dag snører vi ikke løbeskoene for at løbe en gnu eller en gazelle træt over ti kilometer i fyrre graders varme.
Løb er i dag en af verdens mest populære sportsaktiviteter – fra den ugentlige hyggetur med amatør-løbeklubben til den ene utrolige marathon-rekord efter den anden.
Wanderlust bliver til Runninglust, når forfatter og løber Victor Boy Lindholm inviterer på en løbetur i Søndermarken for at undersøge, hvorfor vi fortsætter med at løbe.
Turen varer 5 kilometer i et roligt tempo med stop undervejs, hvor Victor læser op fra sin kommende bog om løbets evolutionshistorie.
Victor Boy Lindholm er forfatter, digter, journalist, lystfisker og løber. Han har skrevet flere bøger og digtsamlinger, blandt andet ‘Isbogen’ med klimaforsker Sebastian Mernild og senest ‘Hver dag er et nyt håb – om at fiske i en forandret natur’. Han skriver i øjeblikket på en bog om løbets evolutionshistorie – følg med den 10. maj, når han løber Copenhagen Marathon 2026.
Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om kulstofkredsløb og fuglemigration eller lytte til livet under vandoverfladen.
Hver vandring har plads til 25 gæster, og du kan sikre dig plads ved at afhente billetter ved Wanderlust (maks. to per person). Billetterne er gratis og frigives to timer før vandringen starter. Der er fri entré til hele festivalen.