BLOOM 2026
Land as Teacher
Terence Radford & Rasmus Astrup
Kan man lave landskabsarkitektur med afsæt i oprindelige folks viden? To landskabsarkitekter mødes i samtale om at designe fremtidens byer og natur ved at tænke syv generationer frem.
Ookwemin Minising – ‘De sorte kirsebærtræers sted’ på sproget anishinaabemowin – er en ø i den canadiske storby Toronto, der er under forvandling.
De canadiske landskabsarkitekter fra tegnestuen Trophic Design står bag udviklingen af øens landskab i samarbejde med det danske naturbaserede design-studio SLA.
Den kommende transformation af øen er et eksempel på en ny bevægelse inden for landskabsarkitektur, der lytter til og inddrager oprindelige folks stemmer i byudviklingsprojekter.
Med rødder i indfødte kulturfællesskaber udvider Trophic Design forståelsen af, hvad det vil sige at designe med naturen for øje.
“Etuaptmumk” kalder man det på mik’mak – eller på engelsk “two-eyed seeing”: at se på verden ud fra både vestlig videnskab og oprindelige folks viden.
Lokale træer, planter og dyrearter tænkes ind i planlægningen – og ikke bare de nulevende. Inspireret af oprindelige folks natur- og tidssyn planlægges der også for mennesker og andre arter, der endnu ikke er født.
Centralt i Trophics design-filosofi står det såkaldte ‘syv-generationers-princip’ – en tanke, der findes i flere oprindelige kulturer fra Nordamerika til New Zealand, som forpligter os til at træffe beslutninger under hensyn til de kommende syv generationer.
Princippet er et direkte modstykke til den kortsigtethed, der har domineret koloniseringens og industrialiseringens århundreder.
På Bloom mødes de to landskabsarkitekter Terence Radford fra Trophic Design og Rasmus Astrup fra SLA i en samtale med landskabsarkitekt Anna Aslaug Lund om, hvordan vi skaber byer og landskaber med fremtidige generationer in mente.
Terence Radford er landskabsarkitekt og medgrundlægger af den canadiske landskabstegnestue Trophic Design. Som indfødt medlem af Metís Nation of British Colombia præger hans indfødte arv både den teoretiske og praktiske tilgang til by- og landskabsudvikling. Han arbejder aktivt med oprindelige kulturfællesskaber for at udvikle designs, der tager højde for deres kultur, værdier og traditioner.
Rasmus Astrup er design principal og senior partner i det naturbaserede design-studio SLA går han forrest i tegnestuens største og mest komplekse internationale projekter. Han arbejder for at skabe inspirerende og grønne byrum med levende økosystemer, der er med til at skabe robuste og biodiversitetsstærke byer med høj livskvalitet.
Moderator er Anna Aslaug Lund, som er landskabsarkitekt og forfatter til bogen ‘The City as a Garden’ fra 2024.
This talk is in English.