Festival om natur & videnskab
29.—31. maj i Søndermarken

BLOOM 2026

Kulstoffets kredsløb

Anna Pedersen

Kulstof strømmer igennem lunger, planter, hav, is og atmosfære. Men hvordan påvirkes kulstofkredsløbet af klimaets forandringer? Tag med geolog Anna Pedersen på en rejse gennem planetens flow af CO2.

Walk

Wanderlust

Lørdag 30.05, 16.30-17.30

Vi ved alle, at der findes for meget CO2 i atmosfæren.

Men kulstofkredsløbet er ét af klodens mest grundlæggende systemer. Og hvad vi måske ikke ved, er, at verdenshavene faktisk er det største CO2-lager på planeten.

På denne vandring fortæller geolog Anna Pedersen om kulstoffets rejse gennem planetens systemer. Fra vores lunger, planters fotosyntese og ud i atmosfæren, til opløsning i havene og indlejring i havbund og indlandsis, hvor det gemmer sig i millioner af år, før det frigives igen gennem processer som vulkanudbrud og olieudvinding.

Men hvad sker der med alt det kulstof i fremtiden, når havene bliver varmere?

Pedersen og hendes team har især forsket i de subpolare områder for at undersøge, hvorfor det Arktiske Ocean er en af de mest CO2-optagende regioner på planeten.

Her har hun opdaget såkaldt ‘Dark Carbon Fixation’ i et fjordsystem i det nordvestlige Grønland – en proces hvor små organismer optager CO2 helt uden fotosyntese, selv i den kulsorte polarnat.

Processen er stort set udokumenteret – derfor er forskning i ‘Dark Carbon Fixation’ vigtig, da den kan ændre vores opfattelse af hvor meget CO2, de arktiske egne omsætter, og dermed være med til at omskrive det globale CO2-budget.

Anna Pedersen er geolog og forsker i klimadynamikker i de subpolare områder. Hun er postdoc på SDU.

Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om kulstofkredsløb og fuglemigration eller lytte til livet under vandoverfladen.

Hver vandring har plads til 25 gæster, og du kan sikre dig plads ved at afhente billetter ved Wanderlust (maks. to per person). Billetterne er gratis og frigives to timer før vandringen starter. Der er fri entré til hele festivalen.

Foto: Anna Pedersen