It Is Not the End of the World

Dunkelt, blåt lys fylder kunstmuseet ARKENs rum. Sandsække og barrikader vidner om forsøg på at holde vandet ude – men oversvømmelsen er ikke længere et abstrakt fremtidsscenarie. ARKEN står under vand.

Med den aktuelle retrospektive udstilling ‘Come Hell or High Water’ har kunstnergruppen SUPERFLEX omdannet ARKEN til en undersøisk ark for alle arter.

Denne ark er ikke flydende som i fortællingen fra Det Gamle Testamente, hvor Noa bestemte, hvem der måtte stige ombord. I SUPERFLEX’ vision er den snarere som et koralrev: et sammenhængende og ekstremt biodiverst økosystem, hvor selv kunstværker og betonelementer bliver nye hjem for et hav af glemte arter – og hvor ingen befinder sig øverst i hierarkiet.

Teksten ‘It Is Not the End of the World’ – titlen på et af SUPERFLEX’ værker fra 2019 – lyser med sin havblå farve et af gallerirummene op.

For er oversvømmelsen egentlig enden på verden? Eller er det blot begyndelsen på en ny, hvor vi i højere grad lytter til andre arter og genopbygger vores samfund med også deres livsbetingelser for øje?

SUPERFLEX har i årtier udfordret menneskets kosmiske selvoptagethed gennem kunstens og arkitekturens prismer. Alt for længe har vi set os selv som naturens herskere og betvingere – men midt i klimakrisens tidsalder vender konsekvenserne tilbage som en boomerang.

I samtale med kunstkritiker Bodil Skovgaard Nielsen dykker SUPERFLEX ned i de oversvømmede ruiner, hvor kunst og tænkning mødes i en undersøgelse af menneskets plads i en radikalt forandret verden.