BLOOM 2026
Fra tanke til bevægelse
Tobias Bendix
Kan kunstig intelligens hjælpe bevægelseshæmmede mennesker med at få førligheden tilbage? Tobias Bendix har vundet Blooms forsknings- og formidlingspris 2025 til Unge Forskere-konkurrencen for sin AI-model, der kan oversætte hjernesignaler til bevægelse.
En seks-leddet robotarm er spændt fast til spisebordet i 20-årige Tobias Bendix’ hjem.
Armen er forbundet til en hjelm, der er fyldt med elektroder, som kan måle hjernens signaler. Når han tager hjelmen på, kan han få armen til at bevæge sig.
Det lyder på en og samme tid ganske simpelt og helt utroligt. Bag opfindelsen gemmer sig en særlig AI-model, som Tobias Bendix har udviklet for at hjælpe sin far, der lever med den neurologiske lidelse Parkinsons.
Modellen kan forudsige bevægelser ud fra tanker ved at analysere EEG-, EMG- og såkaldt accelerometer-data. Den synkroniserer hjernesignaler, muskelaktivitet og bevægelsesdata som forsøg på at forbedre selv helt simple bevægelser, der for en Parkinsons-patient kan føles næsten uoverkommelige at udføre.
Drømmen er en dag at kunne bygge hele exo-skeletter, som kan hjælpe Tobias’ far og andre bevægelseshæmmede mennesker med at få førligheden tilbage.
Tobias Bendix’ opfindelse sikrede ham Blooms forsknings- og formidlingspris ved prisuddelingen Unge Forskere 2025. På årets festival træder han ind på Blooms største scene og kaster lys over de forunderlige sammenhænge mellem tanker og bevægelse.
Tobias Bendix er fysikstuderende på Aarhus Universitet. Ved Unge Forskere 2025 vandt han foruden Blooms forsknings- og formidlingspris også førstepladsen ved Unge forskere i kategorien Technology, Lundbeckfondens Hjerneformidlingspris og DTU’s Engineering Challenge.
Foto: Tor Birk Trads