BLOOM 2026
Dyrenes by
Mikkel Bille
Hvorfor sætter vi fælder op for nogle dyr, mens andre får lune huler og huse? Antropolog Mikkel Bille undersøger vores komplicerede forhold til vores urbane nabo-arter.
Vores byer vrimler med dyr. Nogle er højt elskede, andre stærkt regulerede, og andre igen tolererer vi bare.
Pindsvinehuler og fuglehuse får ly og læ, mens fælder slår rotter ihjel, og afskrækkende pigge mod duer er overalt.
Nærhed til vilde og herreløse dyr fører til konflikter om, hvilke dyr der i hvilke antal bør befinde sig hvor, og hvilke passende teknologier der skal til for at tiltrække eller aflive dem. Men hvorfor er der så stor forskel på, hvordan vi behandler og opfatter vores urbane nabo-arter?
Tag på vandring med antropolog Mikkel Bille og bliv klogere på, hvordan vores moralske værdier og teknologier former vores samliv med dyrene i byerne. For noget tyder på, at forestillingerne om, hvordan man lever med byens dyr, er under forandring i hele Europa.
Mikkel Bille er antropolog og professor i etnologi på Københavns Universitet. Han er leder af det nyopstartede forskningsprojekt ‘Tolerating Urban Animals. Techno-moral perspectives on killing and caring for other species’.
Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om kulstofkredsløb og fuglemigration eller lytte til livet under vandoverfladen.
Hver vandring har plads til 25 gæster, og du kan sikre dig plads ved at afhente billetter ved Wanderlust (maks. to per person). Billetterne er gratis og frigives to timer før vandringen starter. Der er fri entré til hele festivalen.