BLOOM 2026
Den ekstreme psyke
Lone Fjorback & Mette Høeg
Nogle sind kan presses til ekstreme yderligheder uden at knække. Men hvad sker der, når psyken ikke bare skubbes ud til grænserne – men overskrider dem? Tag med neuropsykiateren og litteraturforskeren ud til sindets grænser og bliv klogere på den ekstreme psyke.
Hvad sker der i friklatrerens og fridykkerens hjerner, når de befinder sig flere hundrede meter over eller under havets overflade uden nogen form for hjælpemidler? Eller i hovedet på den mediterende munk, der frivilligt lader sig isolere i månedsvis eller årevis uden at tale med nogen?
Nogle mennesker er født med en psykologi, der gør det muligt for dem at undersøge grænserne for krop og bevidsthed – uden at give efter for stærke følelser af frygt, usikkerhed og ensomhed. Andre må træne i årevis for at udvikle den psykiske modstandsdygtighed, der skal til for at kaste sig ud i eksperimenter som ekstremsport eller langvarig isolation.
Men hvor går grænserne for, hvad sindet er i stand til? Hvordan balancerer man på knivsæggen mellem mod og dumdristighed? Og er det muligt ligefrem at meditere hjernen af led?
Psykiater og meditationsforsker Lone Fjorback forsker i de neurologiske dimensioner af meditation og mindfulness, og hvordan de ældgamle teknikker kan bruges til at håndtere livets ekstremer.
Litteraturforsker Mette Høeg undersøger forbindelserne mellem bevidsthedsfilosofi og hjerneforskning og graver eksempler på ekstreme psyker frem fra litteraturen. Og så lever hun selv med såkaldt ‘ekstrem afantasi’, der gør, at hun ikke danner nogle indre visuelle billeder, når hun husker eller tænker på noget.
Tag med de to ud til psykens grænser og bliv klogere på, hvad vores sind kan holde til – og hvor meget i kontrol over vores egen psyke, vi egentlig er.
Lone Overby Fjorback er lektor ved Institut for Klinisk Medicin og leder af Dansk Center for Mindfulness på Aarhus Universitet. Hun er en af landets førende eksperter inden for bevidsthedstræning og forbindelsen mellem buddhistisk meditation, psykoterapi og neurovidenskab.
Mette Høeg er en dansk litteraturforsker og postdoc ved Aarhus Universitet og Oxford Universitet. Hun forsker i fællestræk mellem modernistisk litteratur og moderne bevidsthedsteori, neurovidenskab og meditation.