Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

BLOOM 2024

De gode, de onde og de kødædende

Lone Gram, Peder Worning & Daniel Flendt Dreesen

Trofaste tjenere eller farlige fjender? For hver celle i vores kroppe findes omkring 10 bakterier – og det er langt fra dem alle, der vil os det dårligt. To bakterieforskere stiller skarpt på de gode bakterier, som kan hjælpe os i kampen mod alt fra deres kødædende artsfæller til klimaforandringer.

Symposium

Spring

Lørdag 25.05, 18.00-18.45

I slutningen af 1600-tallet lykkedes det Anton van Leeuwenhoek at bygge et mikroskop kraftigt nok til at åbenbare bakteriernes mikroskopiske verden. Siden da har videnskaben brugt meget krudt på at identificere alle de bakterier, der gør os syge: de ‘onde’ bakterier.

De onde bakterier kan være penicillinresistente som Staphylococcus aureus og i nogle tilfælde endda kødædende, som når Streptococcus pyogenes indgår i en bakteriecocktail med andre onde artsfæller. Så det er en god idé at holde et vågent øje med dem.

Men i årevis stirrede forskningen sig blind på de onde bakterier – og det har ledt til en fortælling om bakterier som noget, vi først og fremmest skal bekæmpe.

Sygdomsskabende bakterier udgør dog kun cirka 1 % af alle bakteriearter på kloden. Og hvis vi skærer alle bakterier over én kam, ender vi med at udrydde dem, der faktisk holder de onde mikrober i skak.

Lone Gram er en af verdens førende bakterieforskere. Hun mener, det er på høje tid, at vi begynder at se på bakterierne som venner frem for fjender.

Og bakterieforsker Peder Worning forsker specifikt i, hvordan vi kan bruge såkaldte bakteriofag-virusser til at bekæmpe antibiotikaresistente og kødædende bakterier.

De vil i selskab med moderator Daniel Flendt Dreesen sætte fokus på bakteriernes enorme potentiale. For fra sygdomshelbredende mave-tarm-bakterier til mikrober, der mæsker sig i metan og olie, er der nærmest ikke grænser for, hvad de encellede organismer kan hjælpe os med af udfordringer.

Lone Gram er bakteriolog og professor ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin på Danmarks Tekniske Universitet. Hun har udgivet over 250 videnskabelige artikler og er en af de mest citerede forskere inden for bakteriologi.

Peder Worning er bakterieforsker og bioinformatiker på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Han er forfatter til bogen 'Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden' og tilknyttet Center for Evolutionary Hologenomics på Københavns Universitet med et forskningsprojekt om, hvordan bakteriofag-virusser kan bruges i kampen mod kødædende bakterier.

Moderator er idéhistoriker Daniel Flendt Dreesen.

Foto: Michael Schiffer