
BLOOM 2025
De-extinction
Mikkel Holger Strander Sinding
Uroksen, mammutten og dronten er uddøde for altid – eller er de? Forskere arbejder i dag på at genoplive for længst døde dyrearter i håbet om at vende biodiversitetskrisen. Men selvom det en dag bliver muligt, bør vi så gøre det?
I 2000 blev den pyrenæiske stenbuk erklæret uddød. Tre år senere lykkedes det forskere at gøre arten ‘de-extinct’ gennem genetisk kloning – men den døde kort tid efter fødslen. Den pyrenæiske stenbuk blev dermed den første art nogensinde til at blive erklæret uddød to gange.
Med de-extinction – også kaldt genoplivningsbiologi – kan vi måske bringe mytiske arter som den uldhårede mammut, den tasmanske tiger og uroksen tilbage fra de døde. Midt i hvad mange forskere kalder den sjette store masseuddøen, er genteknologien bag de-extinction en lovende metode til både at genoplive arter, vi har mistet, og til at bevare dem, som er truede.
Men hvilke dyr vælger vi at genoplive? Hvad sker der, hvis ældgamle dyr slippes tilbage ud i en forandret natur? Og hvad nu hvis de dyr, vi genopliver, nærmere er en slags hybrider eller viser sig at opføre sig anderledes, end vi troede?
Tag med biolog Mikkel Holger Strander Sinding på en vandring gennem genoplivningsbiologiens historie. Han vil fortælle om sin nuværende forskning i uroksens DNA, som måske i fremtiden kan blive afgørende for, om den ikoniske kæmpeokse bliver bragt tilbage til livet 400 år efter, den sidste urokse døde.
Mikkel Holger Sinding er biolog og DNA-forsker med speciale i forhistorisk DNA. Han er adjunkt i palæogenetik på Københavns Universitet og desuden tilknyttet virksomheden Colossal Biosciences, der er startet af verdens førende de-extinction-forskere.
Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om fjeldskred og fimbulvintre eller tegne naturen. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Du kan sikre dig en billet ved Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.