Cooking Your Spirit Animal
Kasper Hesselbjerg & Bodil Skovgaard Nielsen
Kan man tygge sig til en kosmisk forbindelse? Træd ind i et performativt serveringsværk, når kunstner Kasper Hesselbjerg tager smagsprøver med fra sin kommende, kosmiske kogebog ‘Cooking Your Spirit Animal’.
Pseudo-østers med vingummiopblødt sake, snegle belagt med bladguld og en hel kagemand med indbagt fårelever.
Det er blot nogle af de opskrifter, som man kan finde i kunstner Kasper Hesselbjergs repertoire af spiselige, skulpturelle serveringer.
I hans humoristiske og associationsskabende værker afsøges nye veje i mødet mellem kunst og gastronomi, mens han vender op og ned på forestillingen om, hvad mad egentlig er – og hvorfor vi spiser det, vi spiser.
For vi bliver, hvad vi spiser. Hver gang vi producerer, køber, tygger og synker mad, skaber vi en forbindelse til omverdenen og universet.
Men hvis man spørger Kasper Hesselbjerg, så skal vi gentænke forbindelsen til madens kosmiske dimension.
I den kommende kogebog med arbejdstitlen ‘Cooking Your Spirit Animal’ trækker han tråde fra traditionel kinesisk medicin og kosmologi til nutidens fokus på sundhedsoptimering og såkaldt ‘bio-hacking’.
På Bloom tager Hesselbjerg smagsprøver med fra kogebogen og udfolder de kunstneriske overvejelser bag sine performative serveringsværker i samtale med kunstkritiker Bodil Skovgaard Nielsen.
Kasper Hesselbjerg er kunstner og forfatter, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Hans kunstneriske praksis udfolder sig i spændingsfeltet mellem skulptur, tekst, billede og smag. Udover arbejdet med æstetiske og sociale serveringsværker er han forfatter til blandt andet ‘Opskrift på snegle og succes’, ‘Cornflakes og andre specifikke objekter’ og senest ‘Af sig selv’.
Interviewer er Bodil Skovgaard Nielsen, som er kunst- og litteraturkritiker ved Information.