BLOOM 2024
Astrid Engberg
Koncert
Moderne R’n’B møder jazzet eksperimentering og klassiske klangflader, når søndagsstemningen kulminerer med Astrid Engbergs kalejdoskopiske musik på Under the Oak.
Med sine legende kompositioner har Astrid Engberg vist sig som en helt særlig stemme inden for dansk R’n’B, nu-jazz og moderne klassisk musik.
I 2020 vandt hun undergrundsscenens hjerter med det prisvindende debutalbum ‘Tulpa’. Tre år senere udkom opfølgeren ‘Trust’, hvor hun udforsker moderskabets og intuitionens sårbare og kreative universer.
Albummet er en skrøbelig kanalisering af den glæde, åbenhed og taknemmelighed, der kan følge med at sætte liv i verden. Samtidig indeholder sangene en styrke, der leder lytteren sikkert igennem en kalejdoskopisk blanding af jazzet eksperimentering, drømmende synthflader og rytmisk R’n’B.
Astrid Engberg kickstarter tour-året 2024 med en intim afslutningskoncert på årets Bloom.
Astrid Engberg er sangerinde, producer, komponist og DJ. Har udgivet flere ep’er, det DMA-jazz vindende album ‘Tulpa’ og senest det anmelderroste ‘Trust’. Med sig på scenen har hun Anders Bo Eriksen, Jonas Cook og Sven Meinild.