Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

BLOOM 2024

Amøbens sang

Signe Lykke, Katinka Fogh Vindelev & Solveig Gade

Hvordan opfører man en opera med inspiration fra amøber uden hverken strubehoved eller stemmelæber? Komponist Signe Lykke og sopran Katinka Fogh Vindelev undersøger i selskab med dramaturg og forsker Solveig Gade, om stemmen kan bringe os tættere på naturen.

Live kunstnerisk research

Under the Oak

Søndag 26.05, 14.45-15.30

Hvordan ville det lyde, hvis amøber kunne synge?

Det giver operafællesskabet Motherboard et bud på i deres alternative operaværk ‘Kun stemmen bliver tilbage’.

I deres genrebrydende bud på opera drømmes amøbernes diverse og dynamiske verden frem i en lydcollage af høje skrig, næsten lydløs mumlen, klassiske arier og kontrastfyldte duetter.

Stemmen bliver som en loddekolbe, der smelter mennesket sammen med naturen og minder os om, at der måske ikke var en adskillelse til at begynde med.

Men hvordan iscenesætter man den menneskelige stemme med inspiration fra amøber, som har hverken lunger, strubehoved eller stemmelæber? Og kan resultatet overhovedet kaldes opera?

Signe Lykke og Katinka Fogh Vindelev fra Motherboard inviterer lektor i performancevidenskab Solveig Gade til en snak om, hvordan gruppens abstrakte dramaturgi kan skabe et nyt sprog for forbindelsen mellem mennesket og den usynlige natur, der omgiver og gennemgriber vores kroppe.

Signe Lykke er en klassisk komponist, hvis overraskende og originale værker udfordrer både musikkens konventioner og publikums sanser. Hun er uddannet fra Trinity Conservatoire of Music i London og College of Fine Arts i Texas og har modtaget flere priser – heriblandt Carl Prisens Talentpris og Wilhelm Hansens Hæderspris.

Katinka Fogh Vindelev er klassisk sopran, komponist og performer. Hendes arbejde centrerer sig altid omkring stemmen. Hun har uropført et væld af ny-kompositionsmusik og debuterede i 2023 på Det Kongelige Teater i rollen som Proserpina i Monteverdis 'Orfeus'. Hun har modtaget Statens Kunstfonds legat 'Den Unge Elite' og Léonie Sonnings talentpris.

Solveig Gade er lektor i teater- og performancestudier ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun forsker blandt andet i nye dramaturgiske paradigmer inden for moderne teater og performance og forholdet mellem moderne performance og klimakrisen.

Motherboard er et tværkunstnerisk fællesskab bestående af de to kunstneriske ledere komponist Signe Lykke, sopran og performer Katinka Fogh Vindelev, samt filmskaberne Cille Hannibal og Frigge Fri og koreograf Tim Matiakis. Deres første opera ‘Hele min eksistens var som et glas mælk mellem mine hænder’ havde premiere på CPH:DOX i april 2022. Anden del uropføres på Bloom 2024.