Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

Jorden skælver – Bloom og Det Kongelige Teater

25.08.2020

Jorden skælver - Bloom og Det Kongelige Teater (få ledige)

1. oktober klokken 19-21 i Operaens Foyer.

Hvordan lyder et jordskælv? Og hvordan bevæger Jorden sig under os?

Bloom og Det Kongelige Teater inviterer indenfor til en aften om jorden under os i Operaens foyer. Her indtager geologiprofessor Minik Rosing scenen med en talk om, hvordan Jorden og det liv, der florerer på den, har formet hinanden gennem fire milliarder år. Efterfølgende skal du opleve verdenspremieren på det tværdisciplinære værk 'Furue – Jorden skælver', der gennem foredrag, percussion og opera undersøger jordskælv som fænomen.

Minik Rosing: Jorden bevæger sig under os – det er på tide, vi lader os bevæge af Jorden


Jorden og det liv, der florerer på den, har formet hinanden gennem fire milliarder år. Jordskælvenes rumlen og vulkanernes udbrud er udtryk for Jordens indre dynamik, som i sidste ende er grundlaget for alt liv på Jorden. Men samtidig har vi opnået kræfter til at ændre på alle aspekter af Jordens overflademiljø. Forandringer, der gennem millioner af år langsomt vil forplante sig til Jordens dybeste indre. Professor i geologi Minik Rosing vil denne aften fortælle, hvordan vi som passagerer på Jordens overflade må lære at lytte til Jordens stemme og lade os bevæge af den

Det Kongelige Teater præsenterer: Furue – Jorden skælver

I samarbejde med geofysiker og seismolog Trine Dahl-Jensen har Det Kongelige Teaters Kim Helweg komponeret et musikstykke, der fortolker og formidler jordskælv. Lyd består ligesom jordskælv af bølger, og derfor er det muligt at oversætte jordskælvsbølger til et hørbart toneområde. Fortolkningen af Jordens skælven til musik danner udgangspunktet for kompositionen, der opføres af perkussionist Mathias Friis-Hansen fra Det Kongelige Kapel og operasangerinde Signe Asmussen.Oplev dernæst uropførelsen af det tværdisciplinære værk ‘Furue – Jorden skælver’. Værket undersøger jordskælv med foredrag af seismolog Trine Dahl-Jensen og transformerer fænomenet til et percussion- og operaværk komponeret af Kim Helweg.

Billetter

Der er få ledige billetter (gratis, men med gebyr) til arrangementet, som kan fås her.

Eventet bliver dokumenteret

Til eventet vil der både blive taget fotos og optaget video. Fokus er på selve eventet og scenen, men som publikum kan du komme til at figurere i nogle billeder. Billeder og video vil efterfølgende blive delt via Bloom og Det Kgl. Teater samt eventuelt samarbejdspartneres kommunikationskanaler og kan blive brugt som eksempel på Blooms events i dialog med fonde. Billederne opbevares digitalt på diske samt på billedopbevaringsservicen Flickr i op til ti år. Du kan til enhver tid anmode om at få billederne udleveret og eventuelt slettet. Øvrig information om brug kan fås hos Blooms dataansvarlige Svante Lindeburg.