Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken
Video

Min helt

Min helt

– Abdi Hedayat, Michael Broberg Palmgren, Minik Rosing, Sofia Ribeiro & Trine Dahl-Jensen

Forskere har også helte, og heldigvis er videnskabens historie fuld af mennesker, der inspirerer os med deres vilde ideer og grænseløse nysgerrighed.

I denne video fortæller nogle af Danmarks førende forskere om, hvem deres største videnskabelige helte er, og svarene strækker sig fra oldtidens grækere over tyske romantikere til danske seismologer. En broget flok, der dog har det til fælles, at forskerne bliver enormt begejstrede, når de taler om dem.

Hør konservator Abdi Hedayat fortælle om sin store helt, hvis nysgerrighed var så enorm, at han stod til søs i fire år på trods af voldsom søsyge. Eller seismolog Trine Dahl-Jensen, der fortæller om sin helt – der ifølge hende er den eneste helt, man kan have, hvis man er seismolog, kvinde og dansker. Eller Minik Rosing, der fortæller om en genial tysker, der opfandt ideen om økosystemet.

Som biolog Michael Broberg Palmgren siger, bliver man ydmyg, når man dykker ned i forskning, fordi man finder ud af, hvor lidt man egentlig ved – og det er denne erkendelse, der driver både forskernes og deres heltes nysgerrighed.

Michael Broberg Palmgren er plantefysiolog, Abdi Hedayat er konservator, Trine Dahl-Jensen er geolog, Minik Rosing er geolog og Sofia Ribeiro er biolog.