Festival om natur & videnskab
24.—26. maj i Søndermarken

Greetings from the Symbionts

Studio ThinkingHand & Tom Gilbert

Du kan følge Blooms podcast på iTunes og på Spotify.

Vi mennesker er ikke alene – hverken i naturen eller i vores egne kroppe. For overalt findes og trives millioner af mikroskopiske organismer, som påvirker verden omkring os gennem symbiotiske forhold med andre arter.

Få kunstnere har undersøgt vores forhold til andre arter som kunstnerduoen Studio ThinkingHand. I deres arbejde eksperimenterer de med organisk materiale og samarbejder på tværs af arter, således at både svampe, enzymer og planter indgår som elementer i den kunstneriske proces. Men hvordan kan kunstnere samarbejde med levende materialer? Og kan sådan et samarbejde gøre os klogere på de organismer, vi selv lever i symbiose med?

I denne podcast går kunstnerduoen Studio ThinkingHand i dialog med professor i evolutionsbiologi Tom Gilbert. I sin forskning undersøger Gilbert, hvordan arter påvirker hinandens arvemateriale, og hvordan menneskets evolution og genom er blevet formet i samspil med såkaldte symbionter - de bofælle-organismer, vi lever i symbiose med, og som er med til at forme vores udvikling på den lange bane.

Studio ThinkingHand er en dansk-australisk kunstnerduo, der består af Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen. De er nogle af de fremmeste repræsentanter for bio-art i Danmark og har tidligere udstillet værket ‘Relationscape’ på Bloom 2018.

Tom Gilbert er evolutionsbiolog, professor ved Globe Institute på Københavns Universitet og centerleder på Center for Evolutionary Hologenomics. Gilbert forsker i genetik og evolution med fokus på ideen om, at mikroorganismer har en afgørende betydning for deres værtsorganismers evolution.

Moderator er Pernille Lystlund Matzen, der er kunsthistoriker og ph.d. på Louisiana og Aarhus Universitet.