Festival om natur & videnskab
23.—25. maj i Søndermarken

BLOOM 2025

Fjeldskred

Kristian Svennevig

Hvad kan et gigantisk grønlandsk fjeldskred fortælle om vores forandrede klima? Tag med geolog Kristian Svennevig på vandretur gennem jordskredenes nyere videnskabshistorie.

Walk

Wanderlust

Fredag 23.05, 18.30-19.30

I september 2023 observerede seismologer verden over usædvanligt stærke vibrationer i jorden i ni dage. Ingen vidste, hvad der forårsagede det, og signalet blev betegnet som et ‘USO’ – et uidentificeret seismisk objekt.

Geolog Kristian Svennevig var blandt de forskere, der gik i front for at finde forklaringen på det mystiske signal. Med hjælp fra både danske og internationale kollegaer opdagede han, at vibrationerne stammede fra et hidtil uset, gigantisk fjeldskred i Dickson-fjorden i Østgrønland.

Fjeldskredet udløste en 200 meter høj mega-tsunami, der bølgede frem og tilbage mellem fjordens lodrette vægge i ni dage – med vibrationer så kraftige, at de kunne måles i New Zealand.

Det er første gang i historien, at man har observeret dette usædvanlige naturfænomen.

Men måske skal vi vænne os til tanken om begivenheder som Dickson-fjeldskredet.

I takt med de accelererende klimaændringer, begynder fjeldskredsforskere som Svennevig nu at overvåge fjeld, gletsjere og permafrostlag, der tidligere blev anset for stabile, for at kunne advare om massive fjeldskred og tsunamier.

Tag med Kristian Svennevig på vandring og hør mere om, hvordan forskere i fremtiden kan forudsige lignende skred – og hvad der kan gøres for at forhindre de værste scenarier.

Kristian Svennevig er geolog og seniorforsker ved De Nationale Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Han er førsteforfatter på studiet af fjeldskreddet i Dickson-fjorden, som blev publiceret i det anerkendte tidsskrift Science. På baggrund af sin ekspertise var han også en af de forskere, der monitorerede Nordic Waste-jordskredet ved Ølst.

Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om fjeldskred og fimbulvintre eller tegne naturen. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Du kan sikre dig en gratis billet ved Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.

Foto: Kristian Svennevig