
BLOOM 2025
Krokodille-dissektion
Institut for Konservering
Hvordan ser en krokodille ud indeni? Udstyret med skalpel og anatomisk indsigt vender konservator Kristian Murphy Gregersen vrangen på en krokodille for at gøre os alle klogere.
Duften af Søndermarkens nys udsprungne forårsblomster bliver med garanti forstyrret, når konservator Kristian Murphy Gregersen sammen med studerende fra Institut for Konservering dissekerer en krokodille live fra Blooms Summer-scene.
Bliv klogere på, hvad der gemmer sig under huden, og hvordan dyrets anatomi og indre organer er tilpasset til dens omgivelser og føde.
Oplev en krokodille-dissektion på klos hold, og hør hvorfor det er vigtigt for forskningen at dissekere og konservere døde dyr.
Kristian Murphy Gregersen er konservator. Han er studielektor og programleder på Institut for Konserverings afdeling for Naturhistorisk konservering ved Det Kongelige Akademi.
Krokodillen kommer fra Krokodille Zoo. Efter dissektionen kan du komme helt tæt på krokodillen, og René Hedegaard fra Krokodille Zoo står klar til at svare på dine spørgsmål.
Foto: Malthe Ivarsson