BLOOM 2024
De kloge kragefugle
Allan Gudio Nielsen
De laver deres eget værktøj, kan løse opgaver på niveau med et 4-årigt barn – og så kan de endda sørge over deres døde. Naturformidler Allan Gudio Nielsen guider til kragefuglenes fascinerende liv og utrolige intelligens.
Anbring en kat foran et spejl, og den vil enten være ligeglad eller gå til angreb. Gør det samme med en kragefugl, og den vil sandsynligvis begynde at nette fjerdragten.
Kragefugle – som alliker, ravne, skader og råger – er nogle af de klogeste fugle i dyreriget. De bygger værktøj, husker menneskeansigter, bærer nag over for fjender og holder ‘begravelser’ for deres faldne venner.
Men hvorfor er de så intelligente? Og hvilken kragefugl er den klogeste?
Tag med naturformidler og fugleekspert Allan Gudio Nielsen på en tur gennem Søndermarken på udkig efter de kloge kragefugle.
Allan Gudio Nielsen er naturformidler og har siden 1999 arbejdet som naturvejleder i Fugleværnsfonden.
Alle vandringer starter ved punktet 'Wanderlust' midt på festivalpladsen – find det på kortet. Der er plads til 25 gæster på hver vandring og billetterne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Billetter kan hentes ved 'Wanderlust' på dagen for vandringen. Vil du sikre dig en plads, anbefaler vi at hente din billet, når festivalen åbner (fredag klokken 16 og lørdag + søndag klokken 10). Det er som altid gratis at deltage på alle vandringer.