
BLOOM 2025
Arkivfeber
Naia Morueta-Holme, Eline Lorenzen, Anders Svensson & Daniel Flendt Dreesen
Hvilken naturhistorie gemmer sig i verdens herbarier, iskernefrysere og formalinfyldte beholdere? En biolog, en plantegeograf og en miljøarkæolog dykker ned i arkiverne for at undersøge, hvad naturhistoriske genstande kan fortælle os om naturens og klimaets fortid og fremtid.
I 1844 endte den sidste gejrfugl i en naturhistorisk samling i Bruxelles. Europæiske museer havde bidraget til udryddelsen af den forsvarsløse Atlanterhavs-fugl med de eftertragtede dun, og en dag var der ikke flere levende individer tilbage.
Mennesket lider af arkivfeber. Gennem århundreder har mennesker indsamlet, konserveret og dokumenteret naturen. På ekspeditioner til fjerne steder og i egne baghaver har videnskabsfolk og naturinteresserede opdagelsesrejsende samlet pressede planter, dyreskeletter, insekter på nåle, bjergarter og meteoritter.
De store samlinger udgør et uvurderligt grundlag for at forstå naturen. I dag er museernes praksis blevet mere etisk og orienteret mod at bevare en mangfoldig natur, og samtidig gør nye videnskabelige metoder, at nutidens forskere kan gå i de gamle arkiver for at skabe ny viden og fortælle en større og mere nuanceret historie om vores natur og klima.
Biolog Eline Lorenzen undersøger i sin forskning, hvad en talrig samling isbjørneskeletter kan fortælle os om dyrets usikre fremtid.
Plantegeograf Naia Morouta-Holme bruger indsamlede planter fra fortidens ekspeditioner til at undersøge, hvordan klimaet påvirker verdens plantesamfund.
Glaciolog Anders Svensson kan aflæse fortidens klima i kilometerlange iskerner, boret op fra iskapperne i Grønland og Antarktis.
For kan svaret på videnskabens uløste spørgsmål findes i de gamle arkiver? Kan supercomputere finde nye mønstre i millioner af indsamlede genstande? Og hvad fortæller vores trang til at indsamle og udstille naturen om os mennesker?
Eline Lorenzen er professor i molekylær naturhistorie og forskningsleder på Globe Institute ved København Universitet.
Naia Morueta-Holme er biolog og lektor ved Section for Biodiversity på Globe Institute ved København Universitet.
Anders Svensson er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Samtalen er modereret af idéhistoriker Daniel Flendt Dreesen.