Næsten alle celler i vores kroppe har deres eget indre ur. Da forskere opdagede det såkaldte klokkegen i 1984, åbnede det op for et nyt og hastigt voksende forskningsfelt, som nu for alvor er ved at kaste lys over døgnrytmens helt grundlæggende betydning for forskningen i både biologi og medicin.

Lige siden de første primitive organismer opstod på vores roterende Jord, har alle livsformer tilpasset sig klodens 24-timers skiften mellem lys og mørke. Det indre ur er en genetisk mekanisme, der begyndte at tikke i de blåalger, der første gang skabte fotosyntese, og stadig gør det i planter, dyr og mennesker i dag. Menneskets døgnrytme styres af 20.000 celler i hjernen, men påvirkes samtidig af ydre faktorer, når celler i vores øjne, lever, fedtvæv og muskler sender signaler om lys, varme, fysisk aktivitet og madindtag.

Zach Gerhart-Hines er en af frontløberne inden for den aktuelle døgnrytmeforskning, også kendt som kronobiologi. I sin forskning kigger Gerhart-Hines særligt på, hvilken betydning forstyrrelser i døgnrytmen har for fedtvæv og forbrænding. For forstyrrelser er der nok af i det moderne samfund. Kunstigt lys, konstant madindtag, opvarmede huse og stillesiddende arbejde er forhold, der er helt anderledes end de vilkår, det indre ur evolutionært er opstået under. Den nyeste forskning tyder på, at det har langt større betydning for vores helbred, stofskifte og humør, end nogen tidligere havde forestillet sig.