KIDS

Summer Bloom byder ikke kun på noget for de voksne. Tag børnene med på undervandssafari og på miniekspedition under birketræerne.

Det er ofte de mindste, der ser tingene klarest. Møder det nye med størst nysgerrighed og energi. Og stiller de bedste spørgsmål.

På Summer Bloom åbner vi for en palet af spændende formidlingsaktiviteter i strandkanten og under birketræernes kroner. Så overdrag hellere tøjlerne til børnene og følg med på opdagelse.

Børneaktiviteterne er målrettet de 4-12-årige – men alle er velkomne. Børneområdet er åbent fra 11 til 17.

Raketværksted – Brorfelde Observatorium

3…2…1… affyr! Bliv astronaut og maskinmester i din egen hjemmebyggede luftraket, som du kan sende afsted mod de fjerne galakser. Brorfelde Observatorium står klar med raketværksted og rumrejser, stjerneteleskop og solobservation, så de allerbedste fortællinger fra hele universet kommer for dagen.

Tangsafari – Dansk Tang

Tør du spise tang? Er det ikke noget underligt klamt noget? Eller er det fremtidens fredagssnack? Gå på jagt efter havets salte grøntsager med Simon Weber og Claus Marcussen, far og søn bag Dansk Tang, der er klar til at tage dig med på en lærerig safari under vand.

Krible Krable – Geoparkens naturvejledere

Jag seje og sjove smådyr i geoparkens istidslandskab. Hjælp naturvejlederne med at finde og fange så mange forskellige krible-krable dyr som muligt! Naturvejlederne bobler over af tips og tricks til indsamling under sten, i jorden, i strandbunden og endda i havet. Undersøg dit insekt- eller plantesamfund nærmere hos naturvejlederne og opdag nye sider af naturens verden.