FOOD

Smag på det bedste fra Odsherreds fjordbundsmarker og morænebakker.

Smagsoplevelserne er igen i højsædet, når Summer Bloom indtager Sandskredets naturskønne omgivelser. På festivalens madområde kan du spise dig mæt i lokale råvarer og vilde urter og smage på vinen fra geoparkens morænebakker, når vi præsenterer det bedste fra hele Sjællands spisekammer.

Den tørlagte Lammefjord er kendt for sin næringsholdige jordbund rig på næring til grøntsager, men områdets boomende madscene har meget andet at byde på end den gamle fjordbunds velsmagende gulerødder og kartofler.

Det Vilde Køkken fortolker Odsherreds landskaber i mad rundet af det nordiske køkkens princip om brug af lokale råvarer og vilde urter. Gå på opdagelse i årstidens bedste ingredienser, der giver en sensorisk introduktion til den nordvestsjællandske flora.

Få en lille bid af Mexico serveret i skovbrynet. Efter kokken Ignacio Orellana blev udlært fra Odsherreds første Michelin-restaurant Dragsholm Slot, har han kastet sig ud i et nyt eventyr, hvor mexikanske chillier og eksotiske krydderier er i højsædet. I The Taco Truck laver han delikate tacos med passion, kærlighed og attitude og stor vægt på håndværk og autenticitet.

Delikatesseforretningen Kiosken på Odden har specialiseret sig i vin og ost af fineste smagsmæssige karat, og til Summer Bloom har ejerne Matthew Parker og Markus Oxelman håndplukket det bedste fra deres butik og fra de omkringliggende gårdes grøntsagsbede, som de serverer som toast og i grønne serveringer, der bedst nydes med kombucha til.

Alle madboder serverer vegetariske retter.

Nyd også danske dråber fra Ørnberg vin, der siden sin grundlæggelse i 2007 har skabt unik kvalitetsvin i geoparkens morænebakker og høstet stor anerkendelse i vinkredse og vundet adskillige priser. Deres vinmarker er placeret på en sydskråning med vand til begge sider ved Sjællands Odde, som er et af Danmarks luneste og solrigeste områder, og det sætter sig i vinen, hvis unikke smagsnoter har rødder i landskabets geologi med dets højderygge, buer og fjorde.

Lokalristeriet
sørger for økologisk og bæredygtigt dyrket kaffe, mens Isværkstedet laver den lækreste økologiske gelato og sorbetis.