Festival om natur & videnskab
26.—28. maj i Søndermarken

BLOOM 2022

Tropisk Arktis

Signe Normand, Torsten Nygård Kristensen & Jens-Christian Svenning

Hvad sker der med dyr og planter, når det bliver varmere i Arktis? Tre biologer tager temperaturen på de arktiske økosystemer.

Symposium

Spring

Lørdag 28.05, 14.45-15.30

De færreste af os har sat vores fødder i Arktis. Vi hører om området nærmest hver eneste dag, når aviserne skriver om stigende temperaturer, smeltende indlandsis og forsvindende iskapper. Men hvad betyder temperaturstigningerne egentlig for den arktiske natur?

Sidst Arktis var tropisk, var på dinosaurernes tid. Bliver der snart grønt på Grønland igen? Eller er der det allerede? Det sætter førende forskere i arktisk økologi spot på, når vi tester forestillingerne om det golde Arktis, der er ved at tø op.

For kigger man nærmere, er der selvfølgelig allerede både overraskende meget vegetation, insektliv og pattedyr som sneharer og isbjørne. Og ikke mindst har vi i Danmark dygtige økologer, der er i færd med at kortlægge, hvad der sker med samlivet mellem flora og fauna i Arktis. Blomstrer planterne for tidligt til insekterne? Er insekterne varmetolerante nok? Hvor hurtigt flytter planterne sig nordpå? Og hvad gør en moskusokse egentlig fra eller til?

Signe Normand er professor i biologi med speciale i arktisk vegetationsdynamik – altså hvordan planter flytter sig. Hun er desuden en af pionererne i at bruge ‘remote sensing’-teknologier og kombinere drone-opsamlet data med klassisk biologisk feltarbejde.

Jens-Christian Svenning er professor i biologi på Århus Universitet og som en af verdens førende eksperter i rewilding internationalt anerkendt for sin forskning i, hvilken rolle store dyr spiller i økosystemer.

Torsten Nygård Kristensen er professor i biologi med speciale i dyrs tilpasning til miljøer under forandring som for eksempel insekters varmetolerance.

Moderator er idéhistoriker Daniel Flendt Dreesen.

Foto: Lærke Stewart