Festival om natur & videnskab
26.—28. maj i Søndermarken

BLOOM 2023

The Magnetic Earth

Chris Finlay, Ilia Solov’yov & Tina Ibsen

Jordens magnetiske kræfter beskytter os mod stråling fra universet, laver nordlys og hjælper fugle med at finde vej. Men hvordan forsker man egentlig i geomagnetisme? Og er det muligt for os mennesker at sanse det magnetfelt, vi lever i?

Symposium

Spring

Søndag 28.05, 12.45-13.30

Vi lever i et magnetfelt.

Når den flydende masse af smeltet jern omkring Jordens indre kerne bevæger sig, skaber det elektriske strømme, der gør hele Jorden magnetisk – fra pol til pol.

Selvom vi ikke selv mærker magnetismen i vores hverdag, har magnetismen altid været der – både som en geofysisk kraft, der med tusinder eller millioner års mellemrum får polerne til at bytte plads, og en biologisk påvirkning, som flere dyrearter har lært at sanse.

I sig selv er geomagnetismen et fascinerende fænomen, som forskere studerer for at afsløre nye hemmeligheder om klodens fysik, og som samtidig er årsag til, at stråling fra Solen visse steder bliver til nordlys, når det rammer Jordens atmosfæren.

For nyudklækkede havskildpadder er magnetfeltet blevet en hjælp til at finde vej fra deres fødested til havet, ligesom utallige fuglearter bruger det til at navigere på deres lange træk, så de hverken behøver at bruge kort eller GPS.

Og for alt liv på Jorden er magnetfeltet et værn, der afbøjer og mindsker effekten af den konstante kosmiske stråling, vi bombarderes med fra universet.

Lyt med, når professor i geomagnetisme Chris Finlay går i samtale med astrofysiker Tina Ibsen og biofysiker Illia Solov’yov og dykker ned i videnskaben om Jordens magnetfelt.

Samtalen foregår på engelsk.

Chris Finlay er professor i geomagnetisme ved DTU Space – Institut for Rumforskning og Rumteknologi. Her undersøger han forandringer i Jordens magnetfelt ved hjælp af satellitter og computermodeller.

Illia Solov’yov er fysiker ved Carl von Ossietzky University i Oldenburg. Her forsker han i, hvordan migrerende fugle påvirkes af og benytter Jordens magnetfelt.

Tina Ibsen er uddannet astrofysiker fra Københavns Universitet. Hun er stifter af podcasten RumSnak og holder jævnligt foredrag om alt fra elektromagnetisme til nordlys.