Festival om natur & videnskab
26.—28. maj i Søndermarken

BLOOM 2023

Tegn naturen

Carl Christian Tofte

Nærm dig landskabet og naturen med pen og papir, når naturtegner Carl Christian Tofte inviterer til tegnevandring i Søndermarken.

Walk

Wanderlust

Søndag 28.05, 15.00-15.45

Hvad sker der med sansningen og opmærksomheden, når vi ikke blot rører, kigger, dufter og ser – men tegner?

At tegne et stykke natur, et landskab eller et habitat kræver et blik, der er både fokuseret og helhedsorienteret på samme tid. Naturen kan synes at være stillestående og uforanderlig – men så snart vi begiver os ud i at nedfælde den æstetisk på et stykke papir, bliver det tydeligt, at intet står stille, og at alt er i bevægelse.

Carl Christian Toftes tegninger og akvareller er resultatet af netop sådan en særlig iagttagelse – “et ønske om virkelig at se, lære og forstå”, som han selv siger.

Vandringen kræver ingen særlige tegnekundskaber — den kræver blot nysgerrighed og opmærksomhed på de dele og helheder, der udgør Søndermarkens forårsramte landskab. Om du tegner en lettende solsort, en væltet træstamme eller et svajende græsstrå, er helt op til dig.

Carl Christian Tofte er billedkunstner, forfatter og feltornitolog. Hans illustrationer af dyr, landskaber og habitater har været brugt til en lang række naturfaglige bogudgivelser for blandt andet Politikens Forlag og Statens Naturhistoriske Museum. Hans værker har været udstillet på bl.a. Arken, Kongernes Jelling og Lodbjerg Fyr ved Thy Nationalpark.

Wanderlust er startpunktet for alle vandringer på årets Bloom – find det på kortet. Herfra kan du komme på flagermus-safari, høre om svampenes dybe forhold til træerne og sansernes evolutionære oprindelse. Alle vandringer har plads til 25 gæster og fordeles efter først til mølle-princippet. Vil du sikre dig en plads på forhånd, kan du tilmelde dig i Books & Merch lige ved siden af Wanderlust-punktet. Der er fri entré til hele festivalen.