
BLOOM 2022
NETLA – I et væv af nælder
Nana Francisca Schottländer
Kan man gå i ét med en brændenælde? Nana Francisca Schottländer og nældens ambassadører væver dagens erfaringer fra brændenældekrattet sammen til en koreografi for jord, lyd plante og menneske.
Dybe, mørke jordlag, tyndt forgrenede rodnet.
Udvekslinger af mineraler og stoffer i en dynamisk forhandling under os.
Lys suges og omdannes til stof, der breder sig ud i verden.
Og over jordlagene finder en udveksling sted i mødet mellem brændenælde og nældemenneske.
Jord, kropsvæv, plantevæv, kropsvæv, jord.
Ingen adskilte legemer her.
Hver dag under Bloom rejser nældens ambassadører ind i en verden af planter i performanceværket NETLA.
Efterfølgende vil de videregive dagens rejse med nælderne i en performativ gennemgang af nældernes årscyklus og af dagens møder mellem nældekroppe og menneskekroppe.
‘NETLA – nældens ambassadører’ kan opleves som guidet performance over hele weekenden, og hver dag afrundes den med den åbne performance ‘NETLA – I et væv af nælder’.
Kunstnerisk ansvarlig: Nana Francisca Schottländer
Udviklet i samarbejde med brændenældekrattet og de medvirkende.
Performere: Mikkel Mallow, Naya Moll Olsen og Nana Francisca Schottländer
Nana Francisca Schottländer arbejder i originale hybridformater i feltet mellem performance, installation, video, land art og konceptuel kunst. Hendes værker undersøger kroppen som et værktøj til samskabelse og et mødested mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige. Senest har hun skabt udstillingen og performanceværket ’HABITAT + Bodyscaping’ på Jorddepotet i Nordhavn. Under Bloom 2022 kan man opleve hendes performanceværk ’NETLA – nældens ambassadører’.