Festival om natur & videnskab
27.—29. maj i Søndermarken

BLOOM 2022

Planternes intelligens

Nana Francisca Schottländer & Michael Broberg Palmgren

Er planter intelligente? Og hvis ja – hvordan? Dyk med ned i planteforskningens dyb, når kunstner Nana Francisca Schottländer i dialog med Michael Broberg Palmgren undersøger grænserne for vores planteviden.

Live kunstnerisk research

Under the Oak

Lørdag 28.05, 15.30-16.00

Vi lever i planternes verden. De opstod før os, og siden vi kom til, har vi levet side om side med dem, spist og dyrket dem og knyttet tætte bånd til dem.

Men det er først for nylig, at videnskaben for alvor er kommet på sporet af planternes intelligens. Efter i årtier at have set al tale om planters indre liv som spekulation og besjæling peger ny forskning på, at planter sanser og kommunikerer via signalstoffer og fytokemikalier.

Men betyder det, at vi kan sammenligne dem med os mennesker? Eller er deres intelligens en helt anden – og derfor usammenlignelig?

Hvordan kan vi forstå og tilnærme os planternes verden – kunstnerisk såvel som videnskabeligt? Og hvor stor er forskellen mon på at være en vildtvoksende brændenælde, en høstmoden havre med bjælder på eller et egetræ i Søndermarken?

Bliv klogere på planteintelligens, når kunstner Nana Francisca Schottländer går i dialog med plantefysiolog Michael Broberg Palmgren om planternes rolle i vores liv og i hendes kunstneriske praksis.

Nana Francisca Schottländer er kunstner, der arbejder i originale hybridformater med elementer af performance, installation, land art og konceptuel kunst. Hendes værker undersøger kroppen som et værktøj til skabelse og et medium til at forstå natur og land. Senest har hun skabt udstillingen og performanceværket ’HABITAT + Bodyscaping’ i Jorddepotet i Nordhavn. Under Bloom 2022 kan man opleve hendes performanceværk ’NETLA – nældens ambassadører’.

Michael Broberg Palmgren er professor i plantefysiologi ved Københavns Universitet og ekspert i forædling af nye afgrøder. Sammen med Anders Lund Madsen har han udgivet bogen ’Planternes manifest – forsvar for en tavs livsform’.

Live kunstnerisk research er formatet, hvor kunst og videnskab mødes, og samtidskunstnere inviterer naturvidenskabelige forskere til at tage del i den kunstneriske research til aktuelle og kommende projekter.