
BLOOM 2022
Mina Okabe
Koncert
Kom med til en koncert med sjælfuld popmusik og catchy beats, når stjerneskuddet Mina Okabe optræder på Bloom.
Den unge musiker og sangerinde Mina Okabe er et nyt, spirende talent på den danske og internationale musikscene. Hendes debutsingle ‘I’m Done’ blev til i tiden umiddelbart efter gymnasiet, og siden da er karrieren for alvor taget fart med mange millioner streams på Spotify og et anmelderrost debutalbum fra 2021 i bagagen.
Mina Okabe er født og opvokset i London, men hendes rødder er dansk-japanske, og så har hun med sin familie levet over hele kloden i forskellige byer og suget til sig af liv og kultur – lige fra New York til Manila. Man kan høre det på musikken, der emmer af forskellige kulturers indflydelse, og som ofte sender tankerne langt væk fra det kolde Norden.
Kom med, når Mina Okabe giver koncert under Søndermarkens duvende egetræer!