Festival om natur & videnskab
26.—28. maj i Søndermarken

BLOOM 2022

Lyden af lys

Di Garbi

Lad lyden af lys ramme dit nervesystem og sætte din festivaldag i gang med meditative svingninger, når kunstneren Di Garbi skaber en unik og helende koncertoplevelse på Lindehøjen.

Koncert

Sprout

Lørdag 28.05, 10.30-11.15

”Uden lys kan vi ikke leve, uden lys kan intet gro.”

For komponist og musiker Di Garbi rummer lyset nøglen til et liv i balance. Lys stimulerer vores nervecentre, sender serotonin ud i vores kroppe og ændrer – ligesom forårets komme – sindsstemninger og energiniveauer til det bedre.

’Lyden af lys’ er en musikalsk komposition skabt for at oversætte lysets indvirkning på nervesystemet til et lydligt univers, der kan stilne nerverne og skabe et meditativt og beroligende rum – nærmest som en kunstnerisk og sonisk pendant til lægernes lysterapi.

Di Garbis arbejde med værket udspringer af en interesse for lysets helende egenskaber og et længere researchforløb om musik til at stilne nervesystemet, og ’Lyden af lys’ er tænkt som første led i en trilogi af værker, der arbejder med at afkode sindets mystik og gaver. Hendes musik trækker på spirituelle praksisser som kundalini-yoga og traditionen for sacred music og kombinerer sat-yoga og mantrasang i det skabende rum.

Oplev en sanselig totaloplevelse, der forvandler Lindehøjen til et meditativt og beroligende koncertrum, som åbner dagen.

Di Garbi er komponist og musiker, der i et poetisk, spirituelt og storslået tonesprog udforsker menneskets sind. Som rytmisk sangerinde, klassisk pianist, filmskaber og producer, der kan opleves i koncertsale, i teatre, til modeshows og kunstudstillinger, har Di Garbi gjort det til sin metier at gå på tværs og sprænge grænserne mellem kulturens sfærer – som artist in residency på Thorvaldsens Museum og senest på Glyptoteket i opsætningen ‘Den hemmelige have’.

Med sig har hun cellist John Ehde og violinist Christine Pryn fra Rudersdal Kammersolister.

Koncerten kan opleves i Sprout-sfæren på Lindehøjen både lørdag den 28. maj og søndag den 29. maj klokken 10.30.

Foto: Sarah Buthmann