Festival om natur & videnskab
27.—29. maj i Søndermarken

BLOOM 2022

Hukommelse

Kristian Leth & Andreas Roepstorff

Hvordan fungerer hukommelsen, og er vores fortællinger om os selv lige så meget forestilling som fakta? I denne talk endevender multikunstner Kristian Leth hukommelsen i samarbejde med forsker Andreas Roepstorff.

Live litterær research

Under the Oak

Søndag 29.05, 12.45-13.30

“Jeg har hørt, at den del af hjernen, der husker, er den samme som den, der forestiller sig. Hver gang vi ihukommer eller genkalder os et minde, så genskaber vi det. Og derved ændrer det sig. Jo flere gange vi mindes noget bestemt, jo mindre ligner det det, der i virkeligheden skete.”

Hvorfor husker vi det, vi husker, og hvordan former det vores forståelse af, hvem vi er?

Det er nogle af de spørgsmål, der har optaget forfatteren og multikunstneren Kristian Leth.

Han er aktuel med ‘En vej ud af tågen’ – en bog om at huske en barndom, man har glemt, og en undersøgelse af, hvad hukommelse egentlig er for noget.

Til dette års Bloom fortsætter Leth sin undersøgelse af hukommelsen, når han går i dialog med hjerneforsker Andreas Roepstorff om det gådefulde fænomen, der til så godt som alle tider har optaget forskere og kunstnere.

Andreas Roepstorff er leder af Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet – et forskningscenter, han selv har skabt og bygget op fra grunden, og som har dannet baggrund for den tværgående forskning, der har gjort ham til en international anerkendt skikkelse inden for hjerne- og kognitionsforskningen.

Sammen vil Leth og Roepstorff gå i dybden med, hvad vi ved om hukommelse – og ikke mindst hvordan forskningen og kunsten kan hjælpe hinanden til at opnå helt nye indsigter om, hvad det vil sige at huske.

Kristian Leth er forfatter, musiker og radiojournalist. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002, har skrevet ni bøger, udgivet femten plader og bor i dag i New York.

Andreas Roepstorff er biolog og antropolog og professor i hjerne- og kognitionsforskning. Han er leder af det tværdisciplinære Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet.

Foto: Beowulf Sheenan