Festival om natur & videnskab
26.—28. maj i Søndermarken

BLOOM 2023

Det poetiske selv

Sisters Hope

Sisters Hope guider dig fra festivalens trækroner ind i et indre landskab og ud igen – mod en mere sanselig tilgang til verden.

Performance

Under the Oak

Lørdag 27.05, 14.00-14.30

I alle mennesker findes et poetisk landskab. Et usynligt eller uopdaget sted i vores indre, som Sisters Hope med den guidede performance ’Det poetiske selv’ arbejder med at forløse og udfolde.

Selv beskriver performancegruppen øvelsen som en udvidelse – en slags personligt Big Bang og en udforskning af ukendte, mørklagte territorier i indre landskaber.

Under Søndermarkens egetræer guides du fra den ydre verden ind i et forvandlet rum, hvor et altomsluttende nærvær breder sig til både krop og bevidsthed. Med den faciliterede drømmerejse er sigtet Sisters Hope at fremme en fornyet og mere sanselig tilgang til verden.

Sisters Hope er et dansk performancekollektiv, der siden 2007 har arbejdet i krydsfeltet mellem performance, læring, aktivisme, totalteater og forskning for at undersøge og skabe nye, sanselige måder at være i verden på. Senest har de slået dørene op for ‘Sisters Hope Home’ i 2021 – et femårigt projekt, der kombinerer kunstnerresidens og interaktive performanceoplevelser.

Gry Worre Hallberg er medstifter og kunstnerisk leder af performancekollektivet Sisters Hope og arbejder i feltet mellem performance, aktivisme, research og fremtidsstudier.

Performancen er åben for alle og finder sted ved Under the Oak-scenen.